Rudaizky om fælledbyggeri: 'Vi lefler ikke for at blive populære'
DF trækker sig fra Fælledby. Vil have flere almennyttige boliger - og folkeafstemning.
13. september meddelte Dansk Folkeparti, at de trækker sig fra den politiske aftale bag byggeprojektet Fælledby. Finn Rudaizky, medlem af Borgerrepræsentationen, sagde i den forbindelse, at: "byggeriet er blevet overhalet af virkeligheden." Der er dig stadig politisk flertal for Fælledby i Borgerrepræsentationen.
LÆS OGSÅ: DF trækker sig fra Amager Fælled-byggeri
Men hvad vil Dansk Folkeparti foreslå i stedet for Fælledby? Behovet for flere boliger - især billige boliger - eksisterer jo fortsat. Det spørgsmål stillede mange sig, da partiet trak sig fra aftalen. I Fælledby var 25% af boligerne reserveret til almene boliger i form af plejehjem, familieboliger og boliger for socialt sårbare.
Rudaizky uddyber nu Dansk Folkepartis ønsker for mere boligbyggeri i København:
"Vi ønsker gerne, at det nuværende krav om 25% almennyttige boliger forhøjes til 35%. Dermed kommer der flere billige boliger. Desuden ønsker DF, at der bygges meget mindre boliger til de mange enlige og studerende samt udsatte grupper," siger han til Ørestad Avis.
Og de almennyttige boliger skal ifølge DF ikke bygges i naturen:
"Forudsætningerne har ændret sig, og der skal efter DF’s opfattelse slet ikke bygges på Amager Fælled. De få grønne områder tilbage i København skal reserveres til grønt miljø og idræt. Ikke til beton," siger Finn Rudaizky.
Uden DF's mandater er der stadig flertal på Rådhuset for byggeriet. Hvilken forskel gør det så, at I trækker jer?
"For DF gør det den forskel, at vi ikke længere kunne se os selv i den aftale. Den har været fyldt med Klagenævn, byretsafgørelse, fejlagtige forhånds-info om miljø, massive borgerprotester, manglende lyst fra forligspartierne om at imødekomme DF ønsket om folkeafstemning, samt manglende lyst fra forligspartierne om at stoppe byggeriet i otte dage med henblik på en juridisk afklaring".
Så DF trækker sig ikke blot for at tage et populært standpunkt; at være imod byggeriet på Amager Fælled?
"Ja, vi har ændret standpunkt, men vi lefler ikke for at blive populære. Vi har nyvurderet hele sagen, og det gør, at vi synes, at der er flere minusser end plusser i projektet."
Salget af byggegrunde i Ørestad varetages af By & Havn, og indtægterne føres tilbage til Københavns Kommune til finansiering af bl.a. metrobyggeri. I tilfældet Fælledby deltager By & Havn endvidere som bygherre sammen med PensionDanmark i selskabet Fælledby P/S. Det sker i forventning om, at det færdige byggeri senere kan afhændes til en god pris.
Hvordan skal kommunen kunne finansiere mere metroen uden at lave byudvikling og sælge grunde?
"Finansieringen af en del af metroen bør ske via kommunens egen kasse. For øjeblikket ligger der 16 milliarder kroner i kassen, så der er god basis for at løse finansieringsproblemet via kassen og samtidig frigøre sig for at bygge på Amager Fælled," siger Rudaizky.
For Finn Rudaizky er sagen om byggeriet på Amager Fælled langt fra slut. Partiet foreslår nu en folkeafstemning om fælledbyggeriet:
"Demokratiet fungerer heldigvis, så selvfølgelig respekterer DF, at der fortsat er flertal for byggerierne. Jeg er dog sikker på, at det sidste ord ikke er sagt i den sag. Nu stiller vi et forslag på næste møde i Borgerrepræsentationen om en lokal folkeafstemning om byggeriet på Amager Fælled. Afstemningen skal finde sted 16. november - samtidigt med kommunalvalget."
Hverken Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre eller Venstre har ønsket at kommentere Dansk Folkepartis forslag. Det Konservative Folkepartis Jakob Næsager forholder sig "skeptisk", mens Enhedslisten hilser en folkeafstemning velkommen, skriver TV 2 Lorry.
Dansk Folkepartis forslag om en folkeafstemn ing fremlægges til politisk behandling senest 14. oktober 2021.
amager fælled, kommunalvalg, fælledby, lærkesletten, danskfolkeparti, folkeafstemning
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 3674