De første 100 dage som sekretariatsleder i GFS Ørestad
Pia Vannacci Elnif er ny sekretariatsleder i GFS Ørestad. Hun fortæller om sine første 100 dage, og hvad fremtiden byder på.
"De første 100 dage som leder har været helt vildt fedt, og jeg er blevet taget rigtig godt imod af alle. Jeg har fået en god introduktion til sekretariatets opgaver og herunder mine opgaver, og jeg har været rundt og hilse på alle grundejerforeningernes bestyrelser," fortæller Pia Vannacci Elnif om hendes første 100 dage som sekretariatsleder i GFS Ørestad, hvor hun tiltrådte 1. juni.
"Jeg har også taget hul på kontakten til nogle af vores samarbejdspartnere, blandt andre By & Havn og Københavns Kommune, så vi kan fortsætte det gode samarbejde," fortæller Pia om sit første skridt som sekretariatsleder. Men i modsætning til resten af Københavns Kommune er Ørestad indrettet særligt anderledes.
En unik konstruktion
Ørestad er inddelt i en række områder. Hvert område har sin egen grundejerforening, som ejer områdets fællesarealer. Det gælder parker, stier, byrumsinventar, idrætsfaciliteter og enkelte grunde og vejforløb. Arealerne projekteres og anlægges først af By & Havn, inden de overdrages til en grundejerforening.
Derfor er Ørestad en særlig konstruktion, som adskiller sig fra resten af Københavns Kommune. Kommunens færdige arealer driftes og udvikles nemlig af kommunen selv, mens Ørestads færdige arealer driftes og udvikles af bydelens grundejerforeninger.
Det er altså grundejerne selv i Ørestad, som har ansvaret for fornyelsen, driften og videreudviklingen af Ørestad som sammenhængende bydel.
Konstruktionen med grundejerforeninger og et fælles sekretariat giver ifølge Pia Vannacci Elnif nogle særlige fordele for Ørestad: "Det gør noget helt særligt for Ørestad. Det giver noget nærdemokrati, og kvarterernes egne særpræg bliver honoreret. De forskellige grundejerforeninger er samlet gennem et sekretariat, som servicerer grundejerforeningerne med bydelsdrift og projektledelse, og det er ret specielt og ret fedt, synes jeg. Der er ikke så langt fra beslutning til handling, og de forskellige grundejerforeninger sætter selv retningen for, hvordan deres eget kvarter skal udvikles."
De forskellige kvarterer Universitetskvarter, Ørestad City, Arenakvarter og Ørestad Syd har altså sit eget særpræg gennem deres grundejerforeninger, mens bydelsdriften går på tværs af alle kvartererne gennem sekretariatet, som står for alt administration, projektledelse og kommunikation i grundejerforeningerne. Sekretariatet repræsenterer desuden grundejerforeningerne og Ørestad Vandlaug overfor deres samarbejdspartnere og eksterne interessenter. En af de eksterne samarbejdspartnere er eksempelvis Grøn Vækst.
Grundejerforeningerne står altså for beslutningsprocessen, mens sekretariatet ifølge Pia Vannacci Elnif "står for at holde snor i kontrakterne, og sørger for at sætte tingene i værk."
Flotte fællesarealer og CO2-reduktion
"Det, der kendetegner Ørestads fællesarealer, er, at de bliver holdt rigtig flot, og folk er rigtig glade for dem. Når der er noget, der ikke virker eller går i stykker, går der ikke lang tid, før det bliver fikset igen," fortæller Pia Vannacci Elnif om fællesarealernes særpræg.
Organisationen Miljøpunkt Amager har tidligere givet udtryk for, at de fællesarealer, der ikke er Byparken, bliver brugt for lidt af beboerne. Til det svarer Pia Vannacci Elnif: "Jeg ved, at i Ørestad Syd, hvor der er tre store veje, der løber ud mod naturen, der arbejder vi på at skabe et mere inviterende område, hvor skovrummet åbner sig mere op, når man eksempelvis kommer ind på Asger Jorns Allé. Fællesarealerne skal invitere folk mere ind, så det ikke ser ud som om, at det er noget, man ikke må bruge."
GFS Ørestad har også bæredygtighed som en høj prioritet, og i deres planer for dette lyder det bl.a., "at grundejerforeningerne i samarbejde med gartnerfirmaet Grøn Vækst skal overgå til el-dreven drift i Ørestad, der hvor det i dag kan lade sig gøre. Målet er at komme så tæt på 100% som muligt."
Her har man også gang i nogle helt konkrete projekter: "Vi afprøver sammen med Grøn Vækst soldrevne robot-plæneklippere et par steder i Ørestad, og så ser vi på, hvor vi ellers kan være med til at reducere CO2-udledning, men lige nu kan jeg ikke være mere konkret," fortæller den nye sekretariatsleder.
Flere planer for resten af året
Udover at værne om fællesarealerne og at reducere CO2-udledning har GFS Ørestad også flere nye projekter i kikkerten: "Vi er faktisk allerede ved at planlægge vinterbelysningen i alle fællesområderne," fortæller Pia Vannacci Elnif. Derudover fortæller hun også, at de lige nu har særligt fokus på Ørestad Kulturdag og Søfesten, som afholdes henholdsvis lørdag 11. september og søndag 12. september.
LÆS OGSÅ: Kulturdagen er tilbage i larmende udgave
Det helt nære
For sekretariatslederen er det også planen for GFS Ørestad at kigge på de helt nære tiltag, som folk kan mærke i de lokale kvarterer: "Vi har eksempelvis i Ørestad Syd på promenaden ud mod Kalvebod Fælled lige hævet nogle blomsterkasser, så hundene ikke kan tisse i dem, for det kunne de ikke holde til. På den måde tester vi løsninger af og ser, om det er noget, vi kan bruge andre steder."
"Vi skal hele tiden understøtte Ørestad og servicere medlemmerne af fællessekretariatet. Det er det, vi er sat i verden for. Ørestad er en bydel, der hurtigt er gået fra at være baby til at være teenager og nu næsten voksen, og den udvikling skal vi som sekretariat understøtte," fortæller Pia Vannacci Elnif til sidst om GFS Ørestads generelle vision for fremtiden.
vandlaug, kulturdag, gfs, pia vannacci elnif, gfsørestad, grøn vækst
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 3699