Beboernetværk: Føles godt, at politikerne lytter til os
Nyt lokalplantillæg for Ørestad Syd: "Det føles godt, at politikerne lytter til os."
Teknik- og Miljøudvalget har 16. august behandlet et forslag om mere byliv i Ørestad Syd, og besluttet, at der skal udarbejdes et nyt lokalplantillæg for Ørestad Syd.
På mødet skulle der vælges étn af tre løsninger:
1. Et nyt lokalplantillæg, der omfatter hele Ørestad Syd.
2. Et nyt lokalplantillæg kun for området langs Asger Jorns Allé.
3. At udviklingen af Ørestad Syd fremadrettet følges tæt.
Og dagens konklusion blev altså første scenarie, som Teknik- og Miljøforvaltningen nu vil arbejde videre med. Lokalplantillægget vil præcisere, at der SKAL være udadvendte aktiviteter i stueetagerne.
Skal ikke være soveby
"Som beboer, der har kæmpet for at undgå, at bydelen ender som en soveby, føles det rigtig godt, at politikerne lytter til os i Ørestad," siger Søren Vestermark, formand for Beboernetværket Ørestad Syd.
Beboernetværket kæmper for at Asger Jorns Allé bliver den aktive handelsgade, som den oprindelig lokalplan lægger op til. netværket blev dannet da det almene boligselskab 3B sidstet år fremlagde sine planer om at bygge en boligejendom i gaden. Huset - Generationernes Træhus - dengang helt uden butikslokaler.
LÆS OGSÅ: Rema 1000-ejer opgiver at forhandle om butikslokaler
De var overraskede
Beboernetværket havde i november 2020 foretræde for Teknik- og Miljøudvalget i forbindelse med sagen.
"Dengang var det tydeligt, at politikerne var meget overraskede over, hvor langt særligt Asger Jorns Allé var skredet fra den oprindelige intention i lokalplanen, hvor gaden som bekendt er beskrevet som bydelens aktive og levende handelsgade. Derfor er det egentlig heller ikke så overraskende, at Jakob Næsagers gode forslag om at lave et tillæg til lokalplanen for Asger Jorns Allé - for derved at sikre bylivet her - er endt med at gælde for hele Ørestad Syd," forklarer Søren Vestermark.
LÆS OGSÅ: Forvaltning vil udarbejde nyt lokalplanstillæg for Ørestad
Vi vil have aktiviteter
Konservatives Jakob Næsager, som havde stillet forslaget om et lokalplantillæg, er tilfreds med udfaldet:
"Jeg er glad for, at der var opbakning. Det er vigtigt, at der langs Asger Jorns Alle kommer byliv i stueetagerne, så vi får en levende bydel. Vi vil have aktiviteter i stueetagerne, der giver et samspil med livet på gaden, og ikke blot matterede ruder med lægepraksis eller beboerlokaler med tillukkede gardiner," siger han.
Socialdemokrater overbevist
Socialdemokratiets Andreas Keil, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget, hældte mest til scenarie 2 om et specifikt lokalplanstillæg for Asger Jorns Allé eller scenarie 3 om fortsat at følge udviklingen generelt. Men efter drøftelserne på mødet gik de med på første scenarie: “Vi har modtaget rigtig mange gode og vigtige henvendelser fra beboerne i området, og ligesom dem ønsker vi at skabe et attraktivt byrum i Ørestad Syd med liv og stemning. Vi havde en rigtig god drøftelse, og derfor er vi rigtig glade for at gå med på model 1, som ændrer på den samlede lokalplan for Ørestad Syd," siger Andreas Keil.
asger jorns alle, ørestad syd, jakob næsager, teknik og miljøudvalget, søren vestermark, lokalplan, beboernetværket ørestad syd, andreas keil
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 3266