Nu begynder retsmøde om byggeforberedelser på Amager Fælled
Tirsdag den 10. august skal Københavns Byret behandle den stævning, som foreningen Amager Fælleds Venner har indgivet mod Fælledby P/S. Det sker kun fjorten dage efter, at stævningen blev sendt afsted.
"Vi er meget glade for, at Byretten har handlet så hurtigt. Det haster med at få stoppet de ulovlige byggeforberedelser på Amager Fælled. Hver dag bliver der ødelagt mere natur og fredede dyr bliver slået ihjel," siger Steffen Rasmussen, talsperson for Amager Fælleds Venner i en pressemeddelelse.
Den 7. juli besluttede Planklagenævnet samt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at klager over byggeriet på Amager Fælled har opsættende virkning. Det betyder, at byggeforberedelserne skal stoppe, indtil klagerne er endeligt behandlet. Herunder bl.a. punktet om påvirkning af stor vandsalamander. På trods af afgørelsen fortsatte Fælledby P/S byggeforberedelserne efter få dages pause med billigelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.
LÆS OGSÅ: Ingen ved hvor meget metan der frigøres på Lærkesletten
Fælledby P/S har ikke ønsket at kommentere på stævningen endnu, men direktør i projektselskabet, Erling Thygesen, har tidligere udtalt til TV 2 Lorry: "Som bekendt pågår der for tiden afklaring mellem Københavns Kommune og Miljø- og Fødevareklagenævnet i forhold til, hvilken af de to myndigheder der har tilsynspligten på Fælledby. Projektselskabet har fra ingen af førnævnte myndigheder modtaget noget påbud om at standse igangværende aktiviteter, hvorfor vi fortsætter - men som tidligere udmeldt følger vi altid myndighedernes anvisninger og krav - det gælder også i fald vi skulle modtage et påbud."
Derfor gik Amager Fælleds Venner rettens vej.
"Det er absurd, at det er nødvendigt at inddrage retsvæsenet for at få overholdt en afgørelse fra myndighederne. Hele den her sag er en skamplet på demokratiet," erklærer Steffen Rasmussen.
Amager Fælleds Venner glæder sig over, at retsstaten giver foreningen mulighed for i retten at give naturen en stemme og sige fra, når myndighederne svigter samfundets retslige principper.
Retsmødet kommer ikke til forløbe ubemærket. Amager Fælleds Venner vil samle sig klokken 9 om morgenen foran Frederiksberggade 1, hvor retsmødet starter klokken 9.30. Her vil være tale af blandt andet Amager Fælleds Venners advokat Johan Løje samt sang og musik i et par timer.
Det forventes, at der falder dom i afgørelsen tirsdag 17. august, om det var lovligt for Fælledby P/S at fortsætte byggeriet trods nævnenes standsning heraf, eller om det skal stoppes endeligt af et fogedforbud.
Det er forventningen, at klagenævnenes endelige afgørelse, om byggeriet overhovedet kan fortsætte, bliver truffet inden udgangen af januar 2022.
fælledby, amager fælleds venner, retssag, stævning
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 2733