Rudaizky: Slut med midlertidige og kiksede projekter i Ørestad

finn rudaizky maj 2021 APOLITIKERINTERVIEW: Finn Rudaizky (DF) mener, at midlertidige skoleløsninger og kiksede idrætsprojekter skal være et overstået kapitel i Ørestad. 

"Det meget røde flertal på Københavns Rådhus har undervurderet behovet for pasning og skoler i Ørestad. Det er blevet til nødløsninger på nødløsninger, med midlertidige institutioner for tocifrede millionbeløb, som skal rives ned igen, når de permanente bygges. Den kommende skole på Hannemans allé bliver presset ind på en alt for lille grund, fordi kommunen ikke i tide har sikret sig nok jord. Det er jo helt grotesk."
Det siger Dansk Folkepartis spidskandidat til kommunalvalget til november, Finn Rudaizky. Skoler og børnepasning, er hans fokuspunkter, når han kigger på Ørestad. 
”Man må da have nogle bedre prognoser og mere langsigtede planer på op til hvert fald 20 år,” siger Rudaizky.

Flugten fra nazisterne
Den erfarne politiker, der har siddet i Københavns Borgerrepræsentation i 27 år, har selv jødisk baggrund og en barndom præget af hektiske omstændigheder. Finn blev født lige midt i optakten til jødeforfølgelserne i Danmark: 
"Da jødeforfølgelserne satte i gang i oktober 1943, skulle vi hurtigt afsted, fik vi at vide. Min mor, storesøster og jeg selv på halvandet år blev hentet af en droschechauffør en sen aften. Det var en bekendt, der boede i nærheden, der hjalp os med at flygte fra indre København. Der var udgangsforbud efter klokken otte, men han kørte os ud til Taarbæk til et pensionat, hvor vi skulle overnatte, mens min far skaffede en båd. Den nat blev to ældre jødiske damer på 95 år som to sække kartofler slæbt ned af nazisterne til kulfærgerne, som nazisterne havde i havnen. Den ene døde i transporten og den anden døde i koncentrationslejr. De fandt ikke os. Min far fik skaffet en båd, hvormed vi kunne sejle til Sverige. Det var den lille ’glædelige’ del af historien, men andre i vores familie slap ikke igennem. Forfærdelige tider," minder Rudaizky sig selv om. 

Børn i Israel og USA
I dag har han selv to børn, der bor Israel og i USA, og han har været engageret i politik i mere end 50 år. Han meldte sig ind i Socialdemokratiet inspireret af Anker Jørgensens socialpolitik, men i 2008 skiftede han til DF.
"Jeg har altid været enig med DF på socialområdet, som har overtaget de gode gamle værdier med forståelse for de svage i samfundet. Der var aldrig stor forskel på dem og mig,” siger han om springet fra  Socialdemokratiet efter 37 års medlemsskab.

Liv i bydelen
Finn Rudaizky har ikke kun skolerne i kikkerten, når det kommer til Ørestad. For ham er det vigtigt med liv i bydelen, og at der derfor kommer flere butikker i gadeplan: 
"Boligselskaberne har ikke ønsket at fremme, at der skal være plads til butikker i stueplan. Vi kan ikke gøre noget ved det, der allerede er etableret, men vi gør det nu, når vi giver tilladelser i Teknik- og Miljøudvalget. Vi retter fremover forvaltningen ind, når de kommer med en økonomisk gunstig plan, der ikke tænker på fællesskabet."

Alt for dyr parkering
Rudaizky er også kritisk over for Ørestads parkeringsordning, hvor brugerne skal betale cirka 12.000 kroner årligt i modsætning til resten af byen, hvor det er meget billigere: 
"Det er en tåbelig og urimelig ordning. Derfor håber jeg virkelig, at borgerne vinder den kommende retssag. Ellers må vi arbejde på at få det lavet om. Jeg er skuffet over, at Socialdemokraterne fortsat støtter den åbenlyst urimelige forskelsbehandling,” siger han. 26. maj  falder der dom i retssagen  om parkeringspriser, som er anlagt imod kommunen af  fire beboere fra Ørestad.

For lidt idræt
Finn Rudaizky mener også, at der på idrætsområdet erkommet for lidt ud af Ørestad: 
"Der var plads til at gøre det til en idrætsbydel, men det skete bare ikke. I stedet har man fået små kiksede projekter, som streethallen, hvor man har sparet varmen og ordentlig omklædning væk,” fortæller han. 
Når man spørger ind til, om det kan skyldes, at der skal være plads til naturen også, svarer han, at der sagtens kan blive plads til mere idrætsliv: 
"Der skal skabes en balanceret bydel med mange idrætsfaciliteter, men vi skal også give bevillinger til flere træer.”  

Bedre psykiatri 
En af Rudaizkys store mærkesager, når man kigger ud over hele København, er psykiatriområdet: 
"Det er skandaløst, at der ikke har været mere fokus på psykiatriområdet i København de seneste år. Vi er langt bagud i bevillinger til socialområdet, herunder handicappede og psykisk syge. Vi behandler de handicappede dårligt. Udviklingshæmmede hjemmeboende mennesker har to gange om ugen mulighed for at få noget fritidsaktivitet, hvor det i andre kommuner er tre til fire gange. Det er ikke godt nok, og det har jeg kæmpet for at ændre i mange år. Velfungerende psykiatriske bosteder bliver også nedlagt, fordi der skal spares. Det vil vi ikke acceptere i DF. Det er ikke Anker Jørgensens sociale niveau, man spejler sig i her, og det er flovt."

Tryghedsborgmester
Finn Rudaizy synes at København skal have en tryghedsborgmester, der udelukkende skal have ansvar for de sociale områder. 
"Hvis borgere på plejehjem føler sig utrygge ved at gå ud, så er det altså ikke trygt nok. Dem, som ikke har kræfter til at råbe op, de handicappede og plejehjemsbeboerne, de får ikke lige så meget som dem, der har kræfter til det. Det er urimeligt, og det kan godt være, at der ikke er særligt mange stemmer i at gøre noget ved lige netop det, men der er hvert fald anstændighed i det,” siger Rudaizky.

 Slut med DF som stemmekvæg
I forbindelse med sin nye rolle som spidskandidat har Finn Rudaizky lagt op til en skarpere  linje i forhold til det røde flertal på rådhuset.
"Det skal være slut med flere aftaler, hvor vi er blevet kvalt i høflighed, slesk tale og billig portvin, og hvor det vigtigste manglede: Nemlig at vi fik konkrete DF-mærkesager gennemført," skrev han på Facebook for nylig. 
Den nye holdning vil kunne mærkes og ses fremover, siger Rudaizky:
"Når vi skal bruges til at skabe et flertal, så siger vi ikke længere bare ja. Der skal være noget, der løfter vores ønsker, så vi ikke bare er stemmekvæg. Det har vi allerede gjort i forbindelse med socialområdet, og det kommer vi især til at gøre mere af, når vores mandat er afgørende."

kommunalvalg, finn rudaizky

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 2253

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk