Forvaltning: Skøjtehallen kan være sommeråben

falcons ishockey dec 2020Kultur- og Fritidsforvaltningen vil alligvel ikke starte renovering af Ørestad Skøjtehals køleanlæg denne sommer. Klubberne i skøjtehallen kan i stedet bruge hallen hele sommeren. Renoveringen af køleanlægget udskydes et år.

Det nye forslag fra forvaltningen skal behandles af politkerne i Kultur- og Fritidsudvalget tirsdag 18. maj.

Den oprindelige plan om at lukke skøjtehallen 31. maj i år, blot en måned efter at den er genåbnet, skabte stor frustration blandt skøjte- og ishockeyklubberne i Ørestad Skøjtehal, hvor omkring 400 aktive skøjteløbere var utålmodige for at komme på isen igen efter Coronanedlukningen. På et møde 6. maj med forvaltningen udtrykte klubberne deres store ønske om at få udskudt renoveringen.

Og nu har Kultur- og Fritidsforvaltningen holdt møder med de kommunale afdelinger Byggeri København (ByK) og Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID). De er blevet enige om at man godt kan udskyde renoveringen med et år. Det betyder at isen kan blive på banen i sommeren 2021, med iskørsel syv timer om dagen på hverdage. 


Fejl på køleanlæg
Køleanlægget i Ørestad Skøjtehal skal dog stadig renoveres for at sikre stabil drift. Kommunen og dens rådgivere har gennemgået byggeriet af skøjtehallen. I den forbindelse har der vist sig en række fejl og mangler tilbage fra anlægsfasen og den første driftsfase, hvor det var ishockeyklubben Copenhagen Lions, som stod for driften af hele hallen. Senere har kommunen taget driften tilbage, og Copenhagen Lions er opløst som forening. 

Rådgiverne har vurderet, at man godt kan udskyde renoveringen et år, og at det faktisk vil være bedst for isbanen og køleanlægget, hvis isen forbliver nedkølet sommeren over, " for at undgå nedbrud og overbelastning af køleteknikken i forbindelse med opstart i august".

Åbningstiderne vil blive afklaret i nærmere dialog med foreningerne. De ekstra udgifter til energi og personale på ca. 1 mio. kroner vil blive afholdt indenfor Kultur- og Fritidsudvalgets ramme.

Det bemærkes dog, at udskydelsen af renoveringen giver en vis risiko for nedbrud på køleanlægget. "Nedbrud ville kunne ske, hvis det eksempelvis bliver en meget varm sommer eller personbelastningen i hallen er for høj", skriver forvaltningen.

Helårsis i Ørestad Skøjtehal
Det er også et stort ønske hos klubberne, at skøjtehallen får permanent helårsis. Men det er Ørestad Skøjtehal ikke umiddelbart bygget til. Der vil derfor stadig være behov for en yderligere opgradering af eksempelvis køleteknikken, hvis der fremover ønskes helårsis i Ørestad Skøjtehal. Hvis hallen skal ombygges til helårsis, skal der gennemføres en planlægningsfase, som tager højde for alle forhold i hallen.

 

ørestad skøjtehal, copenhagen falcons, corona

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 2447

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk