Ekspert advarer mod stor-institution i Ørestad Syd

grethe kragh muellerDet kommende børnehus Svinget på Otto Baches Allé bliver blandt Københavns største. “En skændsel at man bygger så store institutioner”, mener Lektor Grethe Kragh-Müller, der har forsket i kvaliteten i store og små daginstitutioner.

Med 17 børnegrupper bliver den nye integrerede institution Svinget, der er på vej på Otto Baches Allé i Ørestad Syd, blandt de største børnehuse i Københavns Kommune, når huset åbner  februar 2023. Ifølge Børne- og Ungdomsforvaltningen findes der på nuværende tidspunkt tre andre institutioner med 17 børnegrupper og tre med 18. Flere institutioner er dog på vej i samme størrelsesorden i de kommende år. 

Børne-uvenligt
Og det er en trist udvikling, mener lektor ved Dansk Pædagogisk Universitet Grethe Kragh-Müller, der står bag en større undersøgelse af kvaliteten af- og trivslen i - store institutioner. 
“De er meget lidt børnevenlige. Jeg mener, at det er en skændsel, at man satser på så store institutioner set i forhold til de små mennesker, der skal være i dem,” siger hun til Ørestad Avis. 

Hun forklarer, at  i små institutioner kender alle børnene hinanden, og pædagogerne har mulighed for at kende alle børnene og for at involvere sig i deres liv, også udenfor institutionen. 
"De voksne ved hvad barnets hund eller fisk eller farmor hedder. Det kan ikke lade sig gøre i et hus med 270 børn,” siger Grethe Kragh-Müller. 

Når der er mange børn og voksne vanskeliggør det kontakten og nærværet mellem børnene og de voksne.
“Den pædagogiske kvalitet i relationerne mellem børnene og de voksne kan få trange kår. Det bliver vanskeligere for børnene at opnå tryghed, finde fordybelse.”

Færre legekammerater
270 børn betyder heller ikke 270 potentielle legekammerater. Tværtimod, mener Grethe Kragh-Müller.

“Om sommeren kan man opleve store legepladser fulde af børn og ofte for få voksne til antallet af børn. Det har børnene svært ved at overskue. De har svært ved at komme til en god leg, hvis der er over 100 børn.Det giver flere konflikter og det begrænser deres valg af kammerater, fordi de er nødt til at finde nogle få at klamre sig til i det store kaos. Jeg har talt med børn, der fortalte, at hvis de klatrede op på taget af legehuset kunne de få noget ro,” siger Grethe Kragh-Müller.

Klumpet sammen

På papiret tibyder de store institutioner ofte  flere kvadratmeter pr. barn end i mindre institutioner. Men ifølge Grethe Kragh-Müller ender børnene alligevel ofte med at være klumpet sammen på mindre plads. Det skyldes, at store institutioner som regel har mindre grupperum men til gengæld er indrettet med store fællesarealer, værksteder og funktionsrum, som skal deles med mange.

“Det gør at pædagogerne holder børnene i grupperummene for at prøve at opretholde nærvær med børnene og finde ‘det lille i det store’. Men hvis grupperummene er for små, duer det ikke. Hvor kan de kravle, hoppe, klatre og sanse? 

De gør det så godt de kan
Grethe Kragh-Müller understreger flere gange, at hendes kritik af kvaliteten i de store daginstitutioner ikke er en kritik af hverken ledelse eller personale. De gør det så godt, de kan.

"Men på store institutioner er der også mere sygefravær og større gennemtræk af personale. Desuden kan vi se at de mere velstillede og højtuddannede forældre i højere grad vælger små institutioner. Så i de store institutioner er der flere børn af forældre uden uddannelse og hvor der bliver talt et andet sprog end dansk i hjemmet.” 

Man vil spare
Er der noget positivt at sige om de store institutioner?

“Nej. De bliver lavet af økonomiske grunde. Nogle steder forklarer man sig med, at så er der flere uddannede pædagoger og mere fagligs parring med mere. Men i sidste ende hænger det sammen med, at man sparer leder- og vikarlønninger. Jeg har også hørt fra kommunalpolitikere, at de store institutioner ikke så tit kommer og beder om flere penge,” siger hun.

daginstitution, grethe kragh-mueller

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 1915

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk