Ørestad huser badmintontalent på bare ni år
Hun er tredobbelt danmarksmester i badminton, ni år gammel og bosat i Ørestad
• Det er en ung badmintonspiller af de helt særlige, der bor i Ørestad. Simone Aoki Pihl er navnet, og hun beviste sine evner som en badmintonspiller i særklasse ved de seneste danmarksmesterskaber for ungdom i Varde. Her var hun med i U9* rækken, som er en række for de bedste danske badmintonspillere, der har et for højt niveau til årgangen under ni år, og derfor er rykket op i U11 eller U13. Simone formåede, at vinde alle sine kampe og fik derfor guld i single, damedouble og mixdouble.
Til daglig spiller hun for badmintonklubben BC37 Amager, hvor hun også har været med til holdmesterskaber, og i sin egen aldersgruppe end ikke afgivet et sæt, og sammen med spillere på U11 vandt hun trods betydelig modstand også alle sine kampe. Derfor ligger Simone Aoki Pihl også nummer et i hendes årgang i Danmark.
Bag de flotte resultater ligger masser af træning i badmintonhallen på Amager, hvor hun træner med sine forældre og også har individuel træning med træner på.
“Til træning er Simone rigtig engageret og er ivrig efter at lære en masse nye slag og bevægelser på banen. Selv om der også bliver grint til træningen, bliver der også konkurreret med og mod trænere og fjollet en gang imellem. Simone kan finde på at gå helt ned i spagat, når man siger, at hun skal lidt ned i benene, men hun ved også, hvornår hun skal koncentrere sig og tage fokuspunkterne seriøst,” fortæller Hanne Juul, der sammen med søsteren Mette står for træningen af Simone.
Ud over den individuelle træning bruger Simone også meget tid på holdtræning med 22 andre spillere, foruden weekenderne, der bliver brugt på turneringer, holdkampe, klubture og sociale arrangementer i hendes badmintonklub.
“Det bedste, Simone ved, er, når hun laver et godt vinderslag, hun lige har øvet og trænet på, eller når hun kan spille sine forældre helt ud af banen, med skiftevis korte og lang bolde, så de virkelig skal ud og løbe,” smiler Hanne Juul.
De næste udfordringer for Simone Aoki Pihl ligger lige om hjørnet med klubmesterskaber og Amagermesterskaberne, inden hun næste sæson rykker hun op i U11.
“Det bliver spændende i den grad at følge hende og se, hvilke mål, hun kan nå,” siger Hanne Juul.
Og den næste lokale badmintonstjerne kan meget vel allerede være på vej, for Simones seksårige lillesøster Ella spiller double med sin storesøster, hvor de er ubesejrede i U9.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 2832