Nu starter is-sæsonen i Moo Moo Isbar

sofia denoux moo moo isbar onlineBørn i Ørestad kan blive en rigtig Gelato-ekspert med en workshop hos Moo Moo Isbar på Ørestad Boulevard

• I disse solfyldte dag er det nærliggende at tænke på en dejlig kold hjemmelavet, økologisk is, og hvad er nemmere end at smutte forbi Moo Moo Isbar på Ørestad Boulevard 61B, hvor Sofia Denoux Hansen dagligt står og kræser om kunderne med både kaffe, kage, sandwiches og naturligvis økologiske is både veganske is og mælkeis.

Sofia har boet i Danmark i 18 år og de sidste 14 i Ørestad. For godt halv år siden sagde hun sit gode job op og begyndte at uddanne sig som gelatier.
“Jeg var så ked af det, da Ismageriet på Kongelundsvej lukkede, for så var der ikke længere gode isbutikker lige i nærheden af Ørestad City. Jeg elsker Ismageriets is, og det gør jeg stadig, for de laver virkelig gode is,” fortæller hun.
Oprindeligt kommer Sofia fra Venezuela - moren er fra Spanien og faren fransk - og er vokset op i USA, men hun har det sidste års tid været flere gange i Italien for at lære alle hemmelighederne omkring fremstilling af is. I januar var hun så i Barcelona får at tage et konditor-kursus. Hun har også været på kurser hos La Glace, hvor hun fik 1. pris for sin sportskage.

Workshop med is for børn
Den 1. marts begynder så den nye sæson. Og som noget helt nyt vil Sofia afholde workshops for børn mellem 8 og 14 år, hvor de efter kurset får både diplom og medalje og kan kalde sig Master Gelato.
“Der er så mange, der har spurgt, om jeg ville lave noget for børn, så nu har jeg købt rigtige forklæder og huer, så de for alvor kan kaste sig ud i at lave is. Der er seks deltagere på et hold, og det tager omkring tre timer, men så har børnene også fået smagt masser af is og lavet masser af is, som de også får med hjem. De lærer også at lave ispinde, og de får også nogle meget børnevenlige opskrifter med hjem, så de selv kan lave deres egne is,” fortæller hun.

Helt nye smage
Sofia har fået meget ros for sin kreative tilgang til at lave is, og hun håber også, at hun kan give noget af det videre til børnene.
“Det handler om at turde prøve noget nyt. Der er mange, der godt kan lide en citronis, men den er måske lidt kedelig. Men tilsætter man lidt salvie, så får man en helt fantastisk smag. Det er der nok ikke så mange, der tænker, når de hører salvieis, men de skulle prøve det. Det samme gælder, når man blander citron med lakrids. Det er også helt fantastisk.”

Parat til endnu en varm sommer
Sommeren 2018 var en udfordring for alle isbutikker i Danmark - også for Moo Moo Isbar, så for at være bedre forberedt har Sofia nu investeret i en helt ny isdisk, der er fremstillet, så den kan modstå direkte sollys, som der netop kommer på den østlige side af Ørestad Boulevard, når solen står i vest.
“Det er selvfølgelig en stor investering, men det er nødvendigt med en ordentlig isdisk, når vi er udsat for solens lys, som vi er her. Den nye disk kommer om 5 uger og bliver helt fantastisk.”
I åbningsugen har Moo Moo Isbar tilbud på is, og der er en gratis Affogato, der er en lækker, italiensk kaffedessert. Affogato består af espresso og vaniljeis og så arbejder Sofia med at give den sin helt egen topping.
“Jeg elsker at prøve at smage tingene til og finde nye muligheder, og til åbningen arbejder jeg på at lave en helt speciel topping, som jeg håber falder i kundernes smag.”

Læs mere om Moo Moo Isbar på facebook

butikker, mad

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 3426

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk