Ørestad Syd løb med millionerne i budgetaftale
Budgetforliget for 2018 blev indgået natten til fredag 8. september på Københavns Rådhus. Ørestad Syd skal have ny skole, et kultur- og beboerhus samt nye daginstitutioner
I løbet af torsdag aften og nat forlod flere borgerlige partier forhandlingerne. Venstre, Konservative, Radikale Venstre og Liberal Alliance ville ikke deltage i budgetforliget, bl.a. fordi partierne ikke mente at erhvervsliv og parkeringspladser blev tilgodeset af det 'røde' flertal. Radikale Venstre kunne ikke se sig selv i en budgetaftale hvor der ikke blev afsat penge til flere pædagoger. Desuden forsøgte partiet at få en aftale om at flytte Ørestad Fælled Kvarter til et andet sted med i aftalen. Men det blev afvist af de øvrige partier.
Budgetforliget blev således indgået mellem Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. I budgetaftalen får Ørestad en ny skole, et beboer- og kulturhus, samt flere daginstitutionspladser. Til skolen skal der tilknyttes enten et madhus, en idrætshal eller et 'ungemiljø'.
Ny skole
Prognoserne siger at de nuværende skoler - Ørestad Skole og Kalvebod Fælled Skole - vil være fuldt belagt i 2023. Tidligere på året afsatte politikerne penge til et grundkøb til en skole i Ørestad Syd, og snart offentliggøres placeringen af den tredie skole. I Budgetaftalen for 2018 afsættes der 14,1 mio. kroner til en såkaldt planlægningsbevilling. Den skal bruges til at planlægge skolebyggeriet. Børne- og Ungdomsudvalget skal i det næste halve år undersøge, hvilken skoleløsning der vil være bedst for Ørestad:
- En selvstændig skoleenhed med fire skolespor
- En firesporet skole som udbygning af Kalvebod Fælled Skole
- En skole, der bygges som en basisskole til og med 5. klasse. Kalvebod Fælled Skole bygges til 0-5. klasse og Ørestad Skole ombygges til en overbygningsskole
- Om skolen skal have madskole, idrætshal eller ungemiljø
Ny kapacitet på daginstitutionsområdet
Der kommer ikke bare flere skolebørn i Ørestad, også fødselstallet stiger og dermed behovet for pasning, igen især i Ørestad Syd. Budgetaftalen afsætter penge til to nye daginstitutioner i bydelen:
- 60,9 mio. kr. i samlet anlæg i 2018-2020 til etablering af daginstitution med 10 grupper i Ørestad Syd
- 0,4 mio. kr. i service fra 2020 og frem til vedligehold af daginstitution i Ørestad Syd
- 33,5 mio. kr. i samlet anlæg i 2018-2020 til etablering af en daginstitution med 5 grupper i Ørestad Syd
- 0,2 mio. kr. i service fra 2020 og frem til vedligehold af daginstitution i Ørestad Syd
Kulturhus
Med en bevilling i budgetaftalen på 7 mio. kroner har Københavns Kommune sagt god for et projekt for et nyt beboer- og kulturhus i Ørestad Syd, som kan stå klar om fire år. Det er By & Havn som vil opføre et beboerhus kaldet ’Byens Hus’ på vegne af de nye grundejere i Ørestad Syd. Grundejerforeningerne er nemlig blevet enige med By & Havn om at placere de lovpligtige kvadratmeter til beboerlokaler (1% af byggearealet) i ét hus, i stedet for at at bygge beboerlokaler i hvert byggeprojekt. I budgetaftalen lover Københavns Kommune nu at være med til at medfinansiere opgradering og drift af huset, så Byens Hus kan udvikles som et kombineret beboer- og kulturhus.
Der afsættes:
- 5,0 mio. kr. i anlæg i 2018 til opgradering af Byens Hus
- 2,0 mio. kr. i service i 2021 og frem til afledt drift.
Der er allerede udpeget en grund for enden af Asger Jorns Allé og lige ud til Kalvebod Fælled. Huset kan blive på 2.200 kvm. De samlede anlægsmidler skønnes til at blive 25-30 mio. kroner. Byens Hus skal være et lokalt mødested og beboerhus, men altså også et offentligt samlingssted for alle borgere og foreninger i Ørestad Syd, og et hus med koncerter, teater, udstillinger osv. som kan tiltrække borgere fra hele Vestamager. Det skal være anvendeligt 'for alle og til stort set alle formål', står der i oplægget til politikerne. LÆS MERE: Kultur- og Beboerhus på vej til Ørestad Syd
Lokaludvalg: OK
André Just Vedgren, formand for Amager Vest Lokaludvalg, er godt tilfreds med resultatet af budgetforhandlingerne.
"Lokaludvalget har længe arbejdet for, at Københavns kommune skulle prioritere mere skole- og institutionskapacitet i Ørestad, og nu er der så afsat penge til at opføre 2 nye dagsinstitutioner og midler til planlægning af byggeriet af den ny skole i Ørestad Syd. Og så er det jo godt, at opførelsen af et kulturhus i Ørestad er blevet prioriteret til glæde for kultur-, foreningsliv og fællesskabet i Ørestad. Men vi kan også se, at der stadig er nogle af lokaludvalgets forslag, som ikke er med. Bl.a. skal vi fortsat arbejde for nyt gulv til Ørestad Streethal og naturligvis finansiering af alternativer til byggeriet af Amager Fælled Kvarter", siger André Just Vedgren.
Foto: Janek Mastek
Hele budgetaftalen kan findes her: www.kk.dk/sites/default/files/uploaded-files/aftale_om_budget_2018.pdf
Ørestads Boulevard, dagpasning, skole, kulturhus
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 4560