Akutklinikken på Amager er reddet

Akutklinik onlinePå trods af anbefalinger fra administrationen i Region Hovedstaden om lukning af Akutklinikken på Amager redder politikerne den nu 

 ⋅ Et flertal i Region Hovedstadens Sundhedsudvalg stemte imod en lukning af Akutklinikken på Amager samt en tilsvarende lukning af klinikkerne i Gentofte og Glostrup.

"Det betyder i praksis, at status-quo situationen vil blive indskrevet i den kommende hospitalsplan for Region Hovedstaden. Dermed er der sat et foreløbigt punktum for en noget skinger debat. Og for Amagers vedkommende betyder det, at den populære Akutafdeling på Amager Hospital kan fortsætte sit seriøse arbejde. Samtidig skånes borgerne for 13 kilometers unødvendig rejsetid til Hvidovre Hospital," siger regionsrådsmedlem Finn Rudaizky (DF).

Administrationen i Region Hovedstaden havde ellers anbefalet en lukning af de tre klinikker en anbefaling, som de delte med Sundhedsstyrelsen, der anbefaler, at ressourcerne samles på ét sted. 

"Lidt efter lidt gik det op for de mindre partier i Region Hovedstaden, at lukning og flytning slet ikke var det som borgerne ønskede. Tværtimod," siger Finn Rudaizky.

Han peger dog på, at Region Hovedstadens dårlige økonomi, foranlediget af ekstra udgifter til den skandaleramte Sundhedsplatform, kan bringe Akutklinikkerne op til debat igen.

sundhed

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 2760

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk