Kom med ud at ro

roklub oresund002Roklubben Øresund har plads til nye medlemmer, og holder åbent hus to dage i april. Her kan man se klubhuset i Kastrup Gamle Lystbådehavn, og høre hvad rosporten har at byde på

• Roning er en holdsport med fælles roning, og i Roklubben Øresund er der altid  efterfølgende spisning samt hyggeligt samvær.
"Roning er faktisk én af de sundeste sportsgrene, da samtlige hovedmuskelgrupper bliver rørt. Efter en tur på vandet er man fuld af energi. Desuden er roning en billig sport, da den ikke kræver særligt udstyr ," fortæller formand for Roklubben Øresund, Hanne Vinther.

Rokursus
Klubben søger nye medlemmer, og det eneste krav for at komme med ud af ro er, at man kan svømme 300 meter.
Det daglige rofarvand er langs Amager Strand til Sundby i nord og Dragør i syd.
Roklubben Øresund starter tirsdag 1. maj kl. 17.30 et rokursus for nye medlemmer. Kurset strækker sig over en måned, hvor man træner med en instruktør hver tirsdag og torsdag kl. 17.30. Hver lektion tager ca. 2 timer.
"Alle får en gratis prøvetur for at se, om motion på vandet i frisk luft er noget for én," siger Hanne Vinther.
Roklubben Øresund ligger på Kastrup Gamle Lystbådehavn; tæt ved metrostationerne Københavns Lufthavn station og Kastrup. Bagved roklubben er der en stor parkeringsplads med fri parkering.

Inrigger eller coastal
I roklubben er der mulighed for at ro i forskellige bådtyper. Det mest almindelige er at ro med én åre i inrigger, hvor man enten er to roere og en styrmand eller fire roere og en styrmand.
Klubben har også fået en ny bådtype – en coastal båd. Her er man fire roere og en styrmand, og man ror med to årer, hvilket kræver lidt mere træning.

Roklubben Øresund
Amager Strandvej 413, Kastrup Gamle Lystbådehavn, 2770 Kastrup
Åbent Hus:
Søndag 22. april kl. 14.00-15.00 eller Tirsdag 24. april kl. 17.00-18.00
Rokursus:
Tirsdag 1. maj kl. 17.30. Derefter roning hver tirsdag og torsdag kl. 17.30. Pris: 600 kr. for 8 lektioner
Yderligere information:
Formand Hanne Vinther, tlf. 4034 7535.
www.roklubbenoeresund.dk eller Facebook.

idræt

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 3455

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk