Bella Center skifter ejer
BC Hospitality Group (BCHG) står foran et salg. Ny ejerkreds vil fortsætte driften og gennemføre arrangementer.
Det skriver Ejendomswatch.dk. BCHG er ejet af en kapitalfond under Solstra Capital Partners, og driver foruden Bella Center også hotellerneAC Bella Sky, Crowne Plaza Copenhagen Towers og Copenhagen Marriott. Salget vedrører ikke Bellakvarter A/S, som udvikler Bellagrunden udenom centeret.
Ifølge en meddelelse fra BCHG skal der gennemføres en aktieemission rettet mod en ny dansk ejerkreds, der er ledet af tidligere partner i McKinsey & Co. Christian Riis-Hansen, tidligere EQT-partner og mangeårig investor Peter Korsholm, samt tidligere driftsdirektør (COO) i ISS Martin Gaarn Thomsen. De kommer til at eje 50,1 pct. af BCHG, mens Vækstfonden og Nordea vil eje den resterende del af aktierne. Planerne skal godkendes på en generalforsamling 15. juni.
LÆS OGSÅ: Solstra sælger sine ejendomme i Bellakvarter
”Vi føler et stort ansvar for vores medarbejdere og alle de kunder, der har udskudt events hos os eller har planlagte hotelbesøg eller konferencer i den kommende tid. Derfor er vi også rigtigt glade for, at det er lykkedes at finde en ny dansk ejerkreds, som kan fortsætte udviklingen af BCHG,” udtaler bestyrelsesformand i selskabet, David Overby.
De nye ejere vil tilføre BCHG likviditet på et "trecifret millionbeløb" og samtidig nedskrives et trecifret millionbeløb af koncernens gæld.
”Vi har samlet et hold af investorer med relevante kompetencer fra branchen, som alle ser en mulighed for BCHG at komme stærkt igen efter coronakrisen. Vi tilfører ny likviditet til koncernen, så vi har et solidt og sundt afsæt for at fortsætte en positiv udvikling af BC Hospitality Group” udtaler Christian Riis-Hansen på vegne af konsortiet.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 5997