Pandemien lukker Ørestad ned

covid 19 kalvebod faelled skole sidste maaltid 2020 2Fra IT-Universitetet i Nord til Café 8TALLET i syd er aktiviteterne i Ørestad sat på vågeblus.

Næsten tomme parkeringspladser. Få mennesker på gaden. Lukkede skoler, daginstitutioner, gymnasiumog universiteter. Næsten tomme metrotog.

Sådan er virkeligheden i disse dage i Ørestad, alt sammen på grund af pandemien COVID-19 og regeringens initiativer til at begrænse smittespredningen. Vi har spurgt en lang række virksomheder, hvordan de tackler situationen. Situationen ændrer sig dagligt og der kan forventes flere begrænsninger og lukninger. Følg vores livedækning af COVID-19 på Ørestad på Ørestad Avis' facebookside.

KALVEBOD FÆLLED SKOLE

Allerede torsdag i sidste uge oplevede skoleleder Maria Bælum Mauria på Kalvebod Fælled Skole at mange elever blev holdt hjemme.

"Alt personale mødte ind torsdag morgen. 400 børn blev holdt hjemme, mens 56 børn fordelt på 20 klasser mødte op til undervisning. Torsdag formiddag drøftede skolens tillidsfolk og skolebestyrelsen den fremadrettede handleplan. Der var en god og hyggelig stemning på skolen. Fredag kom omkring 15 børn på skolen og derefter lukkede vi ned. Generelt har vi på skolen oplevet et rigtig godt og åbent samarbejde med forældrene. Mange har informeret os om, at de kunne være i fare for at blive sendt i karantæne, og nogle har frivilligt holdt deres børn hjemme. Vi har oplevet stor opbakning til skolens håndtering af denne situation," fortæller hun. 

ROYAL ARENA

Royal Arena afviklede Dansk Melodi Grand Prix helt uden tilskuere, hvilket var en lidt speciel oplevelse og en koncert med D-A-D er flyttet til efteråret.

"I Royal Arena følger vi naturligvis myndighedernes anvisninger, og da vi alligevel ikke kan afvikle arrangementer, kører vi med en nødbemanding frem til udgangen af marts. Vi har sendt de fleste medarbejdere hjem, men skal gennemføre nogle lovpligtige tests og enkelte vedligeholdelsesarbejder, så der vil stadig være et meget begrænset antal medarbejdere i arenaen. Vi er naturligvis hårdt ramt økonomisk, men der er ikke så meget at gøre ved det på den korte bane," fortæller administrerende direktør Dan Hammer

BY & HAVN

I By & Havn lover kommunikationschef Kristian Wederkinck Olesen, at rengøring og driften af diverse installationer kører som vanligt.

"By & Havn har besluttet at følge myndighedernes beslutning om at lukke ned for al unødvendig aktivitet. Men alle driftsfunktioner som er nødvendige og kritiske for vores udviklingsområder fastholdes. By & Havns administration arbejder hjemmefra i de næste to uger, hvor de fortsat vil kunne hjælpe, hvis man som beboer har nogle spørgsmål eller har behov for at komme i kontakt med selskabet. Al  mødeaktivitet, borgermøder og følgegruppemøder aflyses indtil arbejdet er genoptaget om forventeligt 14 dage,” fortæller han.

Kristian Wederkinck Olesen forventer, at det næste borgermøde i Ørestad, som er først i juni, vil blive afholdt som planlagt.

ØICC

En lang række af virksomhederne i Ørestad er samlet i netværket Ørestad Innovation City Copenhagen ØICC, hvor administrerende direktør Carolina Benjaminsen har været i kontakt med flere af dem.

"Jeg må sige, at Ørestads erhvervssektor håndterer Coronavirusen med rolig, fattet professionalisme. Det er lige fra små- til store internationale virksomheder, startupmiljøerne, universiteterne og uddannelsesinstitutionerne. Alle retter sig efter forholdsreglerne, og alle arbejder for at mindske smittespredningen så meget som overhovedet muligt. Danmark er lukket ned, og det bakker ØICC op om, ved at afholde alle møder online de næste 14 dage. Sekretariatet er naturligvis til at få fat i både via mail og telefon," fortæller hun. 

ØRESTAD PLEJECENTER

Pandemien er en særlig udfordring for ældre, der kan have et svækket immunforsvar. Derfor har plejecentre stoppet for at de pårørende kan komme på besøg. 

"Personale og beboere tager det roligt og fornuftigt – huset ligner sig selv, og alligevel ikke helt. For der er ikke fælles aktiviteter i cafeen og ingen gode pårørende på besøg i huset. Alle kurser og møder er også aflyst, så personalet koncentrerer al deres energi på at passe godt på beboerne og lave hyggelige stunder i hverdagen," fortæller forstander Mie Nicolaisen fra Ørestad Plejecenter.

"Vores elever og studerende er sendt hjem – og de frivillige er bedt om at blive væk – og vi kommer til at savne dem – men det er det rigtige at gøre i situationen. Heldigvis er der stor forståelse af dette både fra beboere, pårørende, personale og de frivillige," uddyber hun. 

ØRESTAD GYMNASIUM

Ørestad Gymnasium er lukket men fortsætter undervisningen virtuelt, oplyser skoleleder Mads Lyngby Skrubbeltrang.

"Det er selvfølgelig en udfordring i nogle fag, da det er svært at udføre den praktiske del af undervisningen. Men det kan også ses som et kreativt benspænd, som gør, at underviserne skal udnytte de virtuelle muligheder, der findes. På Ørestad Gymnasium er der tradition for at arbejde virtuelt og for mange undervisere, er det ikke et problem," siger Mads Lyngby Skrubbeltrang, som også ser noget positivt i de aktuelle udfordringer.

"Mange undervisere er nu presset til at finde didaktiske virtuelle løsninger, som kræver, at man arbejder sammen og udtænker fælles løsninger. Dog skal det siges, at hvis perioden, hvor vi skal være lukket, bliver længere end to uger, så bliver det svært. På et tidspunkt er værktøjskassen med virtuelle øvelser tom," siger han.

NORDISK FILM

Danmarks største biografkæde, Nordisk Film Biografer, aflyser alle forestillinger i sine 23 biografer landet over med øjeblikkelig virkning og foreløbig frem til og med fredag 27. marts. Det gælder også biograferne i Field’s.

"Vi beklager de gener, det måtte have over for vores gæster, men vi følger naturligvis myndighedernes anbefalinger. Det vigtigste for os er vores gæsters tryghed, og at vi kan være med til at begrænse smitten af COVID-19," siger direktør i Nordisk Film Biografer Danmark, Casper Bonavent.

Gæster, der har købt billetter til aflyste forestillinger, vil få refunderet deres penge.

IT-UNIVERSITETET

Presseansvarlig i ITU, Ditte Marie Rønholm, oplyser at IT-universitetet lukker ned og overgår til online undervisning. 

"Vi holder lukket til og med søndag 29. marts, og så tager vi bestik af situationen," oplyser hun.

RAMBØLL

I Rambøll har de også valgt at følge opfordringen til at lade medarbejderne arbejde så meget som muligt hjemmefra.

"Men det betyder bestemt ikke, at virksomheden er lukket ned, men blot at der gøres, hvad der er muligt for at så få danskere og medarbejdere bliver smittet," fortæller kommunikationschef i Rambøll Thomas Funch Peckham. 

DR-BYEN

DR er en af de største arbejdspladser i Ørestad, og her opfordres de medarbejdere, der kan det, at de arbejder hjemmefra. DR regner med, at det kun er en fjerdedel af medarbejderne der behøver at møde ind for at holde systemerne i luften og være en del af det nødvendige beredskab. I første omgang er medarbejderne sendt hjem i to uger.

“Vi befinder os i en meget alvorlig situation, og derfor har vi i dag iværksat de nødvendige tiltag for fortsat at kunne holde de vigtigste dele af DR’s produktion kørende. Det drejer sig særligt om nyhedsformidling, vores beredskabsforpligtelser og generelt at holde sendenettet kørende. Størstedelen af medarbejderne har i dag været inde forbi DR’s lokationer for at hente udstyr, så de i et vist omfang kan arbejde hjemmefra. Det er klart, at brugerne kommer til at mærke den ændrede sendeplan, men jeg kan love, at vi alle gør vores bedste,” fortæller DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

NORDEA

Nordea i Ørestad har indført restriktioner på forretningsrejser, så der kun rejses, hvis det er absolut nødvendigt.

"Hvis en af vores medarbejdere alligevel skulle vende hjem fra et af de berørte områder, så har vi indført en periode på 14 dage, hvor de skal arbejde hjemmefra. For de medarbejdere, der skal møde ind på vores kontorer, har vi udvidet muligheden for at arbejde fleksibelt for at undgå myldretiden i offentlig transport. Desuden har vi en række beredskabsplaner klar, hvis en situation skulle kræve handling," oplyser kommunikationsmedarbejder i Nordea Louise Kirstine Strange-Thomsen.

MERCEDES DANMARK
Samme melding kommer fra Mercedes Denmark, der har hovedkontor på Digevej.

"Langt størstedelen af vores medarbejdere har mulighed for at udføre deres arbejde hjemmefra uden nogen former for restriktioner, og vores forhandlere holder også åbent som vanligt," fortæller kommunikationschef David Engstrøm Mercedes-Benz Denmark.

 HOFOR
Der er også stille på kontorerne i HOFOR på Ørestad Boulevard. Her er medarbejderne opfordret til at arbejde hjemmefra de næste to uger i det omfang, det kan lade sig gøre.

"Vi har løbende iværksat forholdsregler i overensstemmelse med vores beredskabsplaner og myndighedernes anbefalinger. En række medarbejdere er kritiske for at drive vores forsyninger og supportfunktioner og er nødt til at være tilstede på vores lokationer. De er blevet udpeget og har modtaget instruktioner, så vi samtidig kan fastholde forsyningssikkerheden og størst mulig sikkerhed for medarbejderne," oplyser kommunikationsrådgiver i HOFOR Nina Maria Klok.

"Vi har særligt indskærpet over for nøglemedarbejdere, at de så vidt muligt isolerer sig fra potentielle smittekilder. Desuden har vi oprettet separate skiftehold af medarbejdere, der ikke indbyrdes har kontakt, for at minimere smitterisikoen. Forsyningssikkerheden er for øjeblikket ikke truet, og vi forventer, at vi med de iværksatte tiltag fortsat kan opretholde normal forsyning med vand, varme, bygas og fjernkøling," fortæller Nina Maria Klok.

butikker, corona

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 2598

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk