Amager Fælleds Venner skal betale 2 mio. kroner for forbud
Amager Fælleds Venner skulle finde to milloner kr. på en uge
I forbudssagen vedrørende byggeriet på Lærkesletten, hvor Amager Fælleds Venner har stævnet Fælledby P/S, har Københavns Byret i dag afsagt kendelse om, at forbudsbegæringen vil blive taget til følge, hvis Amager Fælleds Venner senest den 24. august 2021 stiller en sikkerhed på 2 mio. kroner.
"Retten finder, at Amager Fælleds Venner har sandsynliggjort, at de aktiviteter, som Fælledby P/S aktuelt udøver på byggeområdet Vejlands Kvarter, strider mod den opsættende virkning, som nævnene har besluttet at tillægge de verserende klager fra blandt andet Amager Fælleds Venner," konkluderer retten.
Konkret betyder det, at Amager Fælleds Venner skal finde 2 mio. kroner frem fra lommen, hvis forbuddet skal gennemføres.
"Det er fantastisk, men nu skal vi ud og finde nogle penge"
"Det er fantastisk, at vi endelig har fået medhold af retten til, at de aktiviteter, Fælledby laver, er ulovlige. Det er bare for dårligt, at Københavns Kommune og deres forvaltning ikke har kunnet erkende det, før vi får rettens ord for det. Der bør finde en selvransagelse sted der," fortæller Steffen Rasmussen, talsperson for Amager Fælleds Venner, til Ørestad Avis efter rettens afgørelse.
Kan I finde de 2 mio. kroner?
"Vi vil i hvert fald prøve. Det er ikke noget vi lige har i kassen, men vi skal ud og finde dem. Der er steder, vi kan gå til, men det kan vi ikke snakke om endnu," fortæller han.
Fælledby: Ikke som forventet
”Udfaldet er ikke som forventet. Nu skal vi have tid til at granske afgørelsen sammen med vores advokat og vurdere de næste skridt. Vi indstiller det fysiske arbejde på området indtil videre,” lyder det fra direktør i Fælledby P/S, Erling Thygesen, i en pressemeddelelse.
Sagen kort
Byggeriet på Lærkesletten - også kaldet Fælledby - blev stoppet i juli, da begge klagenævn tillagde klager fra en række organisationer, herunder Amager Fælleds Venner, med opsættende virkning. Det var bl.a. med begrundelsen, at byggeriet sandsynligvis kan gøre uoprettelig skade på stor vandsalamander. Det betød, at byggeriet skulle sættes i ro omgående, men By & Havn og Fælledby P/S, som sammen står for byggeriet, fortsatte alligevel med nedrivningsarbejde på Lærkesletten, da dette ifølge dem ikke er den del af arbejdet, som direkte påvirker salamanderens leveområder. Derfor valgte Amager Fælleds Venner at hive Fælledby P/S i retten.
Det er By & Havn, der sammen med PensionDanmark ejer Fælledby.
Fakta: Ifølge domstol.dk betyder en sikkerhedsstillelse således: "Som betingelse for at meddele et midlertidigt forbud eller påbud vil retten ofte bestemme, at du skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som din modpart vil kunne blive påført. Retten bestemmer sikkerhedens art og størrelse. Sikkerhed skal stilles i form af kontant indbetaling eller bankgaranti."
LÆS OGSÅ: Nu begynder retsmøde om byggeforberedelser på Amager Fælled
amager fælleds venner, retssag, byret
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 2675