Nyt projekt i Ørestad skal minimere luftforurening
Et nyt luftforureningsprojekt vil foregå i Ørestad de næste to måneder.
Miljøpunkt Amager er tovholder på et nyt luftforureningsprojekt kaldet 'Thrive Zone Amager'. I projektet vil der med brug af Google’s luftmålinger, borgerinddragelse og lokale kræfter i Miljøpunkt Amager testes, om man kan indrette indbydende byrum, som samtidigt skærmer mod luftforurening.
I første omgang er der opstillet to testbyrum på Ørestad i perioden fra den 12. august til den 4. oktober. De midlertidige byrum er placeret henholdsvis i Prismehaven på Ørestads Boulevard 59 og ved siden af busstoppestedet ved Fields. Byrummene er åbne for alle, og de består af to dome-formede væksthuse med luftrensende beplantning placeret ovenpå en træplatform.
Her vil projektgruppen kombinere data fra de lokale hjælperes bevægelsesmønstre og personlige forureningssensorer.
I samarbejde med Google
"Helt konkret vil vi i projektgruppen supplere Googles AirView-luftmålinger med nye målinger for at give et så præcist billede som muligt af, hvordan man effektivt kan minimere den grad af luftforurening, københavnerne udsættes for. Enten ved at opfordre til at vælge en sti i stedet for at færdes langs en trafikeret vej, eller ved at etablere tæt begrønning, f.eks. tætte rækker af buske, på steder med høj luftforurening, hvor mange færdes," skriver Miljøpunkt Amager om projektet.
Omfattende borgerinddragelse
Ifølge Dorte Grastrup-Hansen, centerleder for Miljøpunkt Amager, er den primære borgerinddragelse foregået op til projektets indvielse: "Vi sendte et spørgsskema ud i februar, hvor vi fik 733 svar fra borgere i Ørestad. Her var nogle af svarene, at man savnede flere grønne byrum, flere steder med læ og muligheder for ophold. Det har været en af baggrundene for vores design af de her domer."
LÆS OGSÅ: Ny belysning ved stierne i Byparken
"Gehl er specialiserede i liveability (godt byliv for alle mennesker red.), og nu vil opfølgningen være, hvordan borgerne bruger de her byrum. Sidder man der med en kaffe og en avis, eller leger børnene rundt omkring? Vi vil se, hvordan borgerne indtager de her to domer. Den ene er ved busstoppestedet ved Field's, og vil det betyde, at man synes, at det er dejligt, at man kan gå ind i det grønne, mens man venter? Der vil være nogle observationsstudier af, hvor folk fra Gehl står og observerer borgerne. De vil kigge på, hvor mange der er derinde på forskellige tidspunkter på dagen, og hvilke aldersgrupper der er tale om eksempelvis," fortæller Dorte Grastrup-Hansen om projektets praksis.
Byrum med bedre luftkvalitet
Ambitionerne er at blive klogere på effektiviteten af og efterspørgslen på grønne byrum, og ifølge Dorte Grastrup-Hansen kan det måske inspirere ud over Ørestads grænser: "Vi vil blive klogere på, hvordan vi i en forurenet by som København kan minimere borgernes eksponering for luftforurening. Vi vil teste af med de her domer, om man kan lave nogle byrum, som skærmer forluftforurening, men som også skaber mere læ, for det er der ikke så meget af i Ørestad. Jeg siger ikke, at hele byen pludselig skal være fyldt med domer, men det er en måde at sætte fokus på, hvordan man kan skabe nogle byrum, som giver en bedre luftkvalitet. Her tester vi eksempelvis også nogle luftrensende planter af," fortæller Dorte Grastrup-Hansen.
Indvielse af byrummene finder sted 17. august - for mere information om eventet, se her. I perioden for byrumsforsøget måles luftkvaliteten i domerne, og det undersøges, hvordan byrummene bruges. Projektet er midlertidigt, men hvis det viser sig, at borgerne er glade for det, kan der være mulighed for at skalere, fortæller Dorte Grastrup-Hansen, centerleder i Miljøpunkt Amager.
Projektet er EU-støttet og bl.a. udført af Gehl Architects, og Grundejerforeningen Ørestad City lægger areal til.
Projektet er også støttet af ICLEI Action Fund, og projektgruppen består af Gehl, Rasmus Reeh, BackScatter, Studio Profondo, Teknologisk Institut og AFA JCDecaux.
fields, Grundejerforeningen Ørestad Syd, klima, miljøpunkt amager, luftforurening, prismehaven, gehl, miljø
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 3302