skovhjaelpere 03 onlineHver anden uge løber Amager Skovhjælpere rundt med Ørestad Avis, uanset vind og vejr

Det regner - ingen tvivl om det, men ingen af de godt ti skovhjælpere ved Naturcenter Amager brokker sig over vejret. De er mere optagede af, at avisen denne uge er på 24 sider. Cyklen, der indeholder de 700 aviser, der skal deles ud i Arenakvarteret, er endnu tungere end den plejer at være.

skovhjaelpere 00 onlineLeder af Skovhjælperne, Mads Madsen, fordeler hold, der skal dele Ørestad Avis ud i Ørestad.

Philip tramper til i pedalerne, så cyklen ikke falder tilbage i forhold de fire andre, der er med på turen til Arenakvarteret. Inden har Mads Madsen, der står bag Amager Skovhjælpere, delt områderne ud til fem seks forskellige grupper, der deler avisen ud i hele Ørestad og villaområdet til og med Kongelundsvej. Hver gang deltagerne i en gruppe er råbt op, mødes det af et massivt HEYYY!! fra alle i det hyggelige lokale, der også fungerer som køkken. Ialt 6000 aviser skal således deles ud hver anden uge. Amager Skovhjælpere er et socialøkonomisk projekt, hvor unge med førtidspension eller unge i særlig tilrettelagt uddannelse kan prøve kræfter med at have et ‘rigtigt’ arbejde og noget at stå op til. Skovhjælperne løser forskellige naturbevarende opgaver for blandt andet Københavns Kommune, Tårnby Kommune og ikke mindst Naturstyrelsen. Det seneste spektakulære projekt, som Skovhjælperne har udført, er anlæggelsen af en natursti mellem Naturcenter Amager og Ryumgårdvej. Sammen med de unge er der også en række instruktører, der også hjælper til og støtter de unge uden at lege deres mor.

skovhjaelpere 01 onlineDe tusinder af aviser er ankommet og er klar til at blive fordelt på cyklernePå turen til Arenakvarteret med Ørestad Avis er der tre instruktører med foruden de to unge.
“Vi er nødt til at være der for at støtte de unge, for det kan være grænseoverskridende for dem bare det at skulle ringe på døren til vildt fremmede mennesker. Desværre oplever vi også nogle gange, hvordan de bliver overfuset, hvilket kan gøre dem virkeligt kede af det og godt tage noget tid at komme over. Det ville være dejligt, hvis vi kunne få nogle flere nøgler, så vi var fri for at skulle ringe på,” siger Malene, der er instruktør.

Omdelerne har helt styr på de mange forskellige mærker, der efterhånden kan sidde på en postkasse, og de er meget omhyggelige med at få delt aviserne rigtigt ud, så folk, der gerne vil have bydelsaviser, men ikke reklamer får avisen, mens de beboere der har valgt både lokalaviser og reklamer fra slipper helt.
Arenakvarteret er på en måde et godt kvarter at dele aviser ud i, for der er flere steder, hvor alle postkasserne står på udendørs stativer, så det er muligt at komme af med mange aviser på meget kort tid. Andre steder skal budene ind i opgangen for at kunne komme af med aviserne, og det kan godt sætte de unge menneskers tålmodighed på en prøve, for der er ikke mange, der åbner. I Cyprestårnet er det først den allersidste beboer, der er hjemme, der sørger for at åbne.

skovhjaelpere 06 onlineAnja prøver tålmodigt alle ringeklokkerne, før der er gevinst på den absolut sidste beboer i opgangen

“Mange af skovhjælperne kan ikke rigtig lide at ringe på, for de ved ikke, hvad beboerne vil sige til det, og det er jo også som at forstyrre, men der er jo også nogen, der gerne vil have avisen og kommer til at savne den, hvis de ikke får den,” siger Anja.
Døren går op, og Anja kan hurtigt dele aviserne ud i de forskellige postkasser. Der er dejligt varmt i opgangen, så vi skynder os ikke vildt meget.
Turen går også forbi Royal Arena, der får en særlig pakke med aviser, der er samlet på forhånd. Philip afleverer aviser, men lige forinden skal videoovervågningen for døren have et stort smil med fra Malene, inden døren går op.
“Det er godt, at de har nogle faste opgaver. Det giver dem en fornemmelse af ansvar,” siger Malene.

skovhjaelpere 05 onlineEn ismaskine er tømt for isterninger. Det skal bruges!

Længere henne ad facaden er en ismaskine blevet tømt og bjerget af isterninger indgyder straks til lidt ekstra leg. Der skal både trampes i kolde klumper og Casper sætter ekstra gang i cyklen og buser lige ind i ismassen. Der grines meget og alle er med på legen. Det regner stadig - nu meget mere kraftigt, og gruppen bevæger sig længere ind i Arenakvarterets labyrint.
Malene stopper op og i løbet af et par minutter har hun foldet to flotte avispapirhatte, som kan hjælpe lidt mod vandmasserne.
“Vi prøver altid at få en ekstra leg ud af at være ude med aviser. Selv om det er vigtigt at få delt aviserne ud, så skal der også være tid til, at vi har det sjovt,” fortæller hun.

Det dårlige ved at dele aviser ud i Arenakvarteret er, at der ikke er nogle steder, hvor budene lige kan få en bolle, burger eller lidt slik.
“Netto nede på Kongelundsvej er det bedste sted, der er både Netto og en bager og en kiosk,” fortæller Kenny.
Andre steder er ikke så sjove at færdes i, måske fordi de lokale beboere ikke rigtig kender de unge mennesker, der pludseligt suser rundt i kvarteret. Og så er der kolonihaverne, der også kan være en udfordring, for det kan være lidt sværere her overhovedet at finde de postkasser, som aviserne skal i.


skovhjaelpere 07 onlineCasper (tv) og Philip har fået avispapirhatte, der beskytter lidt mod regnen.

Malene er dog med på, at turen i Arenakvarteret skal have en ordentlig afslutning, så hun foreslår, at når ruten er færdig, kan de køre ned til det nyåbnede pizzaria på Richard Mortensens Vej og få en shawarma eller falafel. Det synes budene er en fremragende idé og tramper videre gennem regnen, mens samtalen hurtigt går ind på, hvor man får den bedste shawarma. Hver har sit favoritsted, der følges op af en anekdote om, hvor god den har været.
For Amager Skovhjælpere er det at dele Ørestad Avis ud en tilbagevendende opgaver, som Mads Madsen er glad for.
“Det er dejligt, at de har en opgave, der minder om et rigtigt arbejde. Alt, hvad vi laver, er jo nyttigt, men når det gælder omdeling af Ørestad Avis, kommer alle indtægterne herfra i en fælles kasse, som vi tager ud at rejse for. Sidste år var vi i Berlin, og planen er, at vi også her i foråret tager til Berlin,” fortæller han.

Nogle af skovhjælperne er begejstrede for at komme til en europæisk storby og hovedstad, men turen byder også på udfordringer.
“Jeg ved ikke, om jeg vil med i år, for det er godt nok hårdt. Mads han kan bare gå og gå,” fortæller Emil, og Kenny er heller ikke så sikker på, om han vil med.
“Jeg vil meget gerne til Berlin, og det er et spændende sted, hvor der er meget at se, men busturen derned, den er godt nok hård. Så mange timer kan jeg bare ikke sidde i en bus,” fortæller han.
Flere har dog allerede skrevet sig på listen, så også turen i år skal nok blive til noget og en oplevelse for budene, der tålmodigt deler Ørestad Avis ud uanset regn og slud - Ørestad Avis skal ud.