Kartoffelrækker i Ørestad Syd
Den århusianske arkitektvirksomhed TRANSFORM ApS og Bascon A/S vandt idag projektkonkurrencen om en ny masterplan for den vestlige del af Ørestad Syd. Der vil blive tale om lavere og tættere boligbyggeri med mange tre-etagers rækkehuse. Asger Jorns Allé bliver et hovedstrøg med butikker og cafeer i stueetagerne
Motiveringen fra den enige dommerkomité var bl.a.:
"Forslaget formår med sin pragmatiske tilgang at skabe en bystruktur i den nye bydel, som på samme tid er enkel, robust, identitetsstærk og varieret – meget lokal og meget sammenhængende og naturligt opkoblet på det eksisterende Ørestad Syd.
Selvom planens bebyggelsesmønster kun rummer to typer af bebyggelser, så vil områdets tre kvarterer fremstå med store forskelle og med en stærk identitet. Der er en strukturplan med en enkel grundstruktur, men med store variationsmuligheder med klare kvarterdannelser. Og der er en afslappet sikkerhed, når det gælder om at vise, hvordan abstrakte begreber som robusthed, rum for bevægelse, marked og proces håndteres".
Asger Jorns Allé bliver kvarterets centrale hovedstrøg med koncentration af både butikker og fysiske udfoldelsesmuligheder. I den første del af strøget tænkes der særligt at være voksen-sportsfaciliteter, der både henvender sig til de lokale beboere og til besøgende fra andre bydele, hvoraf en del ankommer med Metroen. Længere inde i gaden vil mulighederne for sport og bevægelse i højere grad henvende sig til børn. Helt vestpå, hvor trafikken er roligst, også til mindre børn.
Både rækkehuse og etageejendomme
Nord for Asger Jorns Allé anlægges et større rækkehuskvarter med øst-vest-orienterede boliggader med adgang fra boulevarderne.Der bliver tale om tre-etagers byhuse, lidt i stil med boligtyper som Stepperne, Radiorækkerne eller Kartoffelrækkerne på Østerbro, i en moderne udformning.
Syd for Asger Jorns Allé bygges karréer med etageboliger i varierende størrelser. De nord/sydgående landskabsbånd fra den oprindelige masterplan for Ørestad Syd fastholdes og raffineres. F.eks. indsnævres Skovrummet og Parkrummet for at spille bedre sammen med skalaen i byggerierne. Andre steder udvides landskabsbåndene og skaber lokale pladser. Enkelte steder brydes den oprindelige struktur med forskudte veje for at opnå et mere lukket kvarter.
Inspirationen til kvarterets idrætsmuligheder kommer særligt fra PLUG N PLAY, der ligger i en del af konkurrenceområdet. PLUG N PLAY nedlægges når byggeriet går igang, men med vinderforslaget gives der mulighed for, at nogle af de mest succesfulde sportsaktiviteter vil flytte ind på Asger Jorns Allé og suppleres med nye, urbane idrætsgrene.
Tilfredshed på rådhuset
I den kommende tid skal vinderforslaget yderligere kvalificeres, inden det på et tidspunkt skal danne udgangspunkt for et nyt lokalplanforslag, som skal vedtages i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune. Københavns overborgmester Frank Jensen (S) er begejstret for vinderprojektet:
”København vokser kraftigt i disse år, og vi skal have bygget boliger til mange nye københavnere. Ørestad Syd har masser af natur og muligheder for at bygge nyt og spændende. Jeg er rigtig glad for, at vi nu får bygget endnu flere boliger, så flere kan få glæde af den fantastiske natur i området. Det glæder mig også, at vinderprojektet er robust og sikrer forskellige slags boliger til forskellige københavnere. Et spændende projekt, der giver gode muligheder for at leve det aktive liv,” siger overborgmester Frank Jensen.
Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) er enig:
”Alt i alt bliver det et mere attraktivt boligområde, og vi skal arbejde målrettet på, at mindst 20 pct. af boligerne bliver almene, så alle københavnere uanset indtægt får mulighed for at bo i den nye bydel,” siger han.
FAKTA
I samarbejde med Københavns Kommune og arkitektkonkurrencerdk udskrev By & Havn den 30. juni 2014 en indbudt projektkonkurrence om en masterplan for et godt 20 hektar stort område i Ørestad Syd med titlen ’De sidste brikker i udbygningen af Ørestad Syd’. Baggrunden for den nye masterplan på arealet har været at bevare det momentum, der er i området, hvor bl.a. Royal Arena og forskellige boligejendomme er ved at blive bygget. Den eksisterende lokalplan for Ørestad Syd arbejder med en 50/50 fordeling af boliger og erhverv i Ørestad Syd. I dag er der størst dynamik i boligmarkedet, og derfor rummer den nye plan en væsentlig større boligandel.
Fem teams blev indbudt til at deltage i konkurrencen, og forud for konkurrencen var der gennemført en prækvalifikationsrunde, hvor 29 teams ansøgte om at blive prækvalificeret. Nu er vinderen fundet. Det blev arkitektvirksomhedenTRANSFORM ApS, Bascon A/S, Active Institute og arkitekt Jan Christiansen med forslaget ’Aktive Ørestad Syd’. Vinder-tegnestuen TRANSFORM er et yngre, århusiansk arkitektfirma med 16 medarbejdere. Indehaver er Lars Bendrup, arkitekt MAA.
TRANSFORM og det øvrige vinderteam skal i samarbejde med Københavns Kommune og By & Havn særligt se på nogle af de områder, hvor konkurrencens dommerkomité havde nogle forbehold over for vinderforslaget; det gælder særligt selve udformningen af Asger Jorns Allé, parkeringsløsningerne i planen samt overgangen mellem Ørestad Syd og fælleden.
Dommerkomité:
• Rita Justesen, chef for Planlægning & Arkitektur, By & Havn, formand for dommerkomitéen
• Michael Soetmann, udviklings- og salgsdirektør, By & Havn
• Jens Kvorning, professor, arkitekt MAA, fagdommer
• René Kural, lektor, arkitekt MAA, fagdommer
• Bettina Lamm, lektor, landskabsarkitekt MAA, fagdommer
Deltagere
FORSLAG NR 1: JORDI HENRICH + JAUME ARTIGUES ARKITEKTEN(Barcelona)
Underrådgivere: LIEUX-DITS SAS (Lyon)/ESTUDIO LUNAR (Rotterdam)
FORSLAG NR 2: Holscher Arkitekter
Underrådgivere: NORD ARKITEKTER APS/Schultze + Grassov ApS/PK3 Landskabsarkitekter/ Exo-metric
FORSLAG NR 3: Entasis
Underrådgivere: Marianne Levinsen Landskab APS /MOE A/S Rådgivende Ingeniører
FORSLAG NR 4: TRANSFORM ApS **VINDER**
Underrådgiver: Bascon A/S
Konsulenter: Active Institute og Jan Christiansen
FORSLAG NR 5: Sleth A/S /SCHØNHERR/XDGA/ALECTIA
Konsulenter: Claus Bech-Danielsen / Anne Katrine Hornemann.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 7535