Åbningsfest for kulturcontainer
Kultur- og byttecontainere åbner med en fest 9. oktober på Asger Jorns Allé.
”De er endelig kommet op, og nu vi skal have de lokale beboere til at bruge dem og benytte sig af udstyret. Vi holder lanceringen for at vise, hvad containerne kan bruges til, og hvilke arrangementer man kan lave med udstyret i kulturcontaineren. Vi håber, at kulturcontaineren kan være med til at sparke gang i de lokale kulturarrangementer. Det bliver en god dag, hvor man kan støtte op om lokalsamfundet,” siger Line Hørlück Eriksen fra Kultur- og Fritidsforvaltningen.
LÆS OGSÅ: Ørestad Syd får grejcontainer – ny byttecentral på vej
Streetart for alle
På dagen vil man kunne deltage i en streetart-workshop:
”Containeren får også streetart på siderne, som skal være Ørestad Syds helt eget kunstværk. Her vil kunstneren Phuc Van Dang male den ene side allerede om fredagen, og om lørdagen vil vi invitere borgerne til at være med til at male den anden side. Det bliver sammen med Søs Uldall-Ekman, som er en kreativ ildsjæl i Ørestad, og hun vil lave en workshop for alle, der har lyst til at være med, i samarbejde med Ørestad Bibliotek,” fortæller Line Hørlück Eriksen.
Man kan på dagen også tage sine ting med, som man gerne vil bytte i byttecontaineren.
Arrangementet foregår på Asger Jorns Allé 9. oktober fra kl. 14-18.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 5111