mandag 19 november 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

SHELTER. Kap. 14: Uwe Benfield

Resumé: Jack er blevet ‘fyret’ fra sit aktiveringsprojekt på det private “I Love My Life Institute”. Hans kæreste og datter har været forsvundet i 10 dage nu. Det er gået op for ham, at hans genbo - den irriterende og tidligere politikommissær Verner, faktsik var den mand som brækkede hans arm ved en BZ-demo for 26 år siden. Og alligevel er han den eneste, som hilser på ham hver dag. Der er noget udlent ved Jack og Connies bedste venner. Det virker som om, at holder noget skjult for Jack. Han har i den grad brug for et gennembrud, et nyt perspektiv, at nogen skal komme ind ad døren og redde ham.

 

Jack vågnede af en urolig søvn. Han havde drømt om ansigter og stemmer som bevægede sig rundt stuen. Hans mor stod lillebitte og skrøbelig i en sovekupé på vej til Berlin og og ompakkede sine kufferter. En tankpasser fra Dreino benzinkæden i Vesttyskland kom ind for at checke hendes billet. Tomler de?  Fra kupé til kupé? svarede hun sarkastisk. “Og De? På vej nordpå? “Kopenhagen, mein Frau”. Ah, meiner beste grüsse aus Tivoli!”

Den lille ordveksling fyldte hans bevidsthed mens han kiggede rundt i værelset. Det var ham selv der havde talt med en fin ældre dame i nattoget på sin første store rejse. Dengang følte han sig voksen og interkontinental takket være den lille ordveksling. I dag var det et minde om en selvhøjtidelig ung mands halvgjorte øvelser i at være til. Men i den gamle dames lille veltalte venlighed var der et nådigt blik fra en stor kultur, fornemmede den uslebne Knud Holmsgaard.

For han var en Knud fra Asnæs. En by som var omklamret af fimset natur-idyl. Man kunne næsten ikke få vejret for ”vilde” stokroser, ”klare” fuglestemmer, ”dampende” enge og ”tågeindhyllede” skovbryn. Det hjalp kun lidt, da arkitekterne, byplanlæggerne, politikerne og entreprenørerne tog fat, og parcelhusregimet rullede sig ud over pløjemarkerne i et æstetisk velordnet og i sig selv smukt mønster, punktvist markeret af offentlige serviceinstitutioner; transformerstationer, biblioteker, væresteder for sindslidende, fjernvarmeværker, børnehaver og krematorier. 

Da morfar så tragisk kom af dage, flyttede de fra gården. Den blev solgt til kommunen og lavet om til keramikmuseum. Hans mor blev forelsket i et andelsrækkehus - opført imed betonvægge forskallet med en præfabrikeret facade af gule ‘mursten’ - helt ude hvor gravemaskinerne stadig bearbejdede muldjorden, langsomt udmarvede dens ældgamle inerti, så den til sidst gav efter og gjorde plads til kloakledninger, kældre, vandboringer, fundamenter og piloteringer, og derefter vinduespartierne, de færdigbyggede badeværelser og isoleringsmåtterne. Knud elskede det sted, nedpløjningen af fortiden, men især holdt han af stedet lige mellem provinsmoderniteten og kulturlandskabet. Derude hvor de store dumpere læssede overskudsjorden af, hvor kampestenene fra udgravningerne blev stablet i store bunker, hvor vejene kun bestod maskinernes dybe vandfyldte kørespor. I det landskab, som undslog sig et formål og et navn.

Pludselig hørte han lyden af noget tøj mod sofaens betræk inde i stuen. Et suk, en rømmen. Det var stadig nat. Han gik hen til døren og så med en sær livsbekræftende angstfølelse en mørk silhouet i sofaen. 

”Hvad fanden laver du her?”

”Nå, en-delig våg-nede du.” Personen talte med tysk accent.

”Hvem fanden er du?”

”Uwe Bentfield. Jeg skrev til dig. Men der har vær-et så meget uro omkring huset her, så jeg holdt mig væk. Tænd ikke lyset!”

Jack genkendte stemmen. Fra deres timer i musikstudiet. Når han hørte sin egen stemme på bånd eller plade. Den sære, fordrejede stemme - ens egen stemme - som man normalt ikke kan høre selv.

”Jeg har fået instruktioner i, hvordan det første møde skal finde sted. Det bedste vil være, hvis jeg langsahmt dukker frem, mens det bliver lyst. Er det i orden?”

Jack blev stående og så på den mørke silhouet. Sætter mig i en stol længst væk fra ham.

”Så findes du altså. Søn? Eller bror, fætter, tvilling. Far.”

”Ifølge mine instruktioner skal jeg nu overrække dig denne undskyldning på KOTAX’ vegne, for at du er blevet udnyttet. Man har anvendt dit genetiske materiale uden dit samtykke, i et forsøg som ikke er godkendt af medicinalmyndighederne.”

Den unge mand rakte Jack et stykke papir.

”Og hvorfor sender de dig?”

”Jeg ved det ikke. Det kunne lige så godt have været en af de andre. Men det blev altså mig, og det er jeg glad for. Det er spændende at se hvor man kommer fra.”

”Godt, så har du afleveret din besked, nu kan du godt gå igen.”

Men han blev siddende på sofaen.

”Ifølge mine instruktioner skal jeg ikke gå nu. Vi skal samtale. Du kan få en hel del at vide om projektet, som ellers er fortrolig viden.”

”Fint nok, men det stod i brevet. I skal ud at redde verden. Det har jeg også prøvet. Held og lykke, og godnat.”

Det blev en smule mere lyst udenfor. Jack kunne skimte hans ansigt og overkrop. 

”Ifølge mine instruktioner skal jeg tage ophold her i et stykke tid, og udøve en god gerning for dig.”

”Hvilken god gerning.”

”Det ved jeg ikke. Har du nogen ideer?”

”Hvis du finder min datter, ville det være alle tiders.”

”Din datter, væk? Politiet eftersøger?”

”Næh, politiet har jeg det ikke så fint med. Og det er hendes mor, som har taget hende væk...”

”Aah. Du har slået? Du har ikke givet hende tøj? Hun har taget en rig mand?”

”Ja, whatever. Jeg vil have min datter tilbage.”

Jack kunne se mere og mere af ansigtet. Hans øjne som lyste.

”Ifølge mine instruktioner skal jeg nu gå i gang med at finde hende.”

”Bland dig helst udenom.”

”Ifølge mine instruktioner, skal jeg gøre en god gerning, før jeg kan rejse videre, uanset hvor lang tid der tager. Det må være derfor, at vi har haft så meget undervisning i udholdenhed og tålmodighed. Jeg finder hende.”

”Tag ud og se byen. Havnerundfart og den slags. Du kan sikkert få taget et billede af dig selv igen.”

”Ja, sådan vil jeg begynde. Og du fortæller mig alt om hende og hendes mor.”

”Jeg fortæller dig, at du skal gå nu.”

Han rejser sig.

”Ja! For den frie vilje står over alt andet.”

”Hvad mener du?”

”At du har ret til at sende mig væk. Du har ret til at vælge smerten. Det er forskellen. Vi kender ikke så meget til smerte. Kun bevidst påført øvelsessmerte. Det arbejder KOTAX meget med. Ellers vil vi ikke klare os mere end en dag herude i virkeligheden. Siger de.”

”Hvordan har du lært om smerte?”

”Af min hunkerneperson. Det betyder en slags mor. Hun holdt op med at tale til mig i 12 dage, selv om vi var sammen hele tiden. Jeg skreg, græd og råbte. Hun sagde ikke et ord til mig. Først bagefter fik jeg at vide, at det var en prøve. Vi blev forenet igen, jeg fik forklaret alt om ensomhed og tavshed, lærte hvilken voldelig magt det er….”

Og min hankerneperson har slået mig. Vi blev forberedt på det først. Jeg så ham i øjnene, så hvordan hans udtryk skiftede fra den dybeste respekt og kærlighed, til noget han hentede inde i sig selv, i al sin visdom, hadet, nydelsen ved at ødelægge, driften som vil nedbryde al orden. Det var meget lærerigt.”

Han stod med hænderne i lommen og overkroppen drejet en smule i forhold til benene, på en meget bekendt måde, syntes Jack. Han snøftede også. Korte, præcise snøft som blev fulgt op af en håndbevægelse over næsen.”

”Har du…nogensinde…følt den samme lyst?”

”Ja, siden jeg kom ud har jeg gjort det ofte. Men jeg vælger selv, hvad jeg vil gøre ved det..”

”Hvordan vil I ændre verden. Bortset fra at gå rundt og være afklarede..”

”Vi vil ikke ændre verden. Hvem siger det? Men verden vil ændre sig. Med os.”

Lige pludselig stod de tæt og så hinanden i øjnene i dagens første lys. Jack gispede og trådte tilbage. Det var som at studere sig selv i et buet spejl. Han genkendte hvert eneste træk, hver eneste fold, hver eneste fine rynke omkring øjnene, selv i det svage lys. Og dog vidste han, at hans egen krop var ældet, garvet og bøjet i forhold til kroppen foran.

”Det er skræmmende.”

”Også for mig, Jack. Du ser noget, som du er forbi. Jeg ser noget, som står og venter på mig ude i fremtiden.” 

Han løftede langsomt en finger og rørte forsigtig ved en af Jacks dybe furer ved øjnene ud mod tindingen.

”…Hvordan er det. At blive gammel?

Jack smiler. ”Gammel? .......Alderen er som en ruse. Tiden svømmer ind, uden at kunne komme ud igen. Jeg opdager at jeg bare er en lille fisk i en meget stor flod…”

Han vendte sig og kiggede rundt i stuen.

”Du kan sove på sofaen. Og hold køkkenet rent! Jeg går i seng igen.” 

Men fuglene var begyndt at kvidre ude i natten. Liderlige og sociale. Hvert minut af højsommeren skulle udnyttes. Han lå vågen længe, døsede hen og blev vækket af telefonen og solen. Siouxsies stemme var pludselig helt tæt på i hans telefon.

“Hej far.”

“Hvor er du, hvor er mor?”

“I den store hule, kan du ikke huske det?”

“Må jeg lige tale med din mor, skat.”

“Nej. hun er gået. Ud til bålet.”

“Hvor er du henne, Siouxsie?”

“I den store lejr, hvor alle menneskerne bygger på den store hule, far. Kan du ikke huske det?”

“Øh. jo. I skulle på en lejrtur. Men hvor Er det henne, Siouxsie, kan du ikke godt fortælle mig HVOR?”

“Hmm. Man skal cykle. Og gå. Gennem en lille skov. Så er man der. Folk har underligt tøj på. Alting er anderledes.”

“Er du i Sverige?”

“Far, der er en dreng som jeg leger med. Og vi synger og ser på bål.”

“Kan du ikke bede din mor om at ringe?”

“Ja men batteriet løber ud nu. Jeg fik lov til at bruge det sids...”

“Sig at hun SKAL ringe.... hallo? hallo?”

Fortsættes...

Copyright Ørestad Avis og forfatteren 2012

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser