mandag 19 november 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

SHELTER. Kap. 13: Knud fra Asnæs

Resumé: Jack er alene tilbage i villaen. Han er blevet ‘fyret’ fra sit aktiveringsprojekt på det private “I Love My Life Institute”. Det er gået op for ham, at hans genbo - den irriterende og tidligere politikommissær Verner, faktsik var den mand som brækkede hans arm i en port i Rosenborggade under en BZ-demo for 26 år siden. Og alligevel er han den eneste, som hilser på ham hver dag. Der er noget udlent ved Jack og Connies bedste benner. Det virker som om, at de tager parti for Connie og holder noget skjult for Jack. Han har i den grad brug for et gennembrud, et nyt perspektiv, at nogen skal komme ind ad døren og redde ham...


Den aften ville han bare tænke på noget andet og han tilbragte et udokumenterbart antal timer i selskab med rom, cigaretter, kaffe, Lydia Lunch  og tegneserien “Kotax Priest Nightmare” af Al Garman, en fremtidsdystopi fra 2012, hvor verden er styret af en lille gruppe nordatlantiske blegnæb med små pikke, som har forskanset sig i Aspen, hvor deres hjerner vokser sig kæmpestore og kroppene visner.

 

Hans computer plingede. SB havde oversat det brev, han havde modtaget i forgårs, på tysk. Det lå i hans mailboks.  

Til Jack Period, alias Knud Holtsvang, født i Asnæs 24. juni 1964 af frk. Britta Holtsvang, fader ukendt.
Lørdag den 2. Maj 1983 blev der på Vejle Sygehus skadestue udtaget genetisk arvemateriale fra deres hud, i forbindelse med behandlingen af et åbent sår, som De havde pådraget dem fra en knust ølflaske. De indvilligede i prøveudtagningen, men var ikke bekendt med det virkelige formål. Fra begyndelsen af 1980’erne har firmaet g-sense inc.- tidligere Hartung og Liedl gmbh. i hemmelighed opkøbt marvudtagninger fra europæiske og amerikanske sygehuse til det humane genomprojekt KOTAX. På grund af restriktiv lovgivning har selskabet ikke kunne operere i fuld offentlighed. Marvprøverne er erhvervet i fortroligt samarbejde med udvalgte læger og sygeplejersker. Selve projektet er gennemført på hemmelige lokaliteter i Indien og Brasilien.
Et af resultaterne af det omtalte genomprojekt er Uwe Benfeld, en ung mand vis genetiske arvemateriale stammer fra stamceller, som er udtaget af Deres marv. Han er fysisk identisk med dem, dog 23 år yngre, eftersom han kom til verden fra skødet af en rugemoder den 6. september 1986, som den ældste af i dag 17 identiske individer i stamme ”Knud.”
Som første individ i stammen har han fået til opgave at opsøge sit genetiske ophav. I et dossier overleveret til ham på hans 18 års fødselsdag har han fået de mest basale oplysninger om Dem. Uwe Benfeld opholder sig lige nu på en sikker adresse i Bochum, Tyskland, og tager kontakt til dem om få dage, med henblik på at besøge Dem en af de nærmeste dage. Det vil sikkert komme som en stor overraskelse for Dem, at der lever 17 individer i verden som er nøjagtigt mage til Dem. Uwe Benfeld vil kunne fortælle Dem mere om formålet med KOTAX-projektet. Lige nu skal De vide, at projektet tjener høje humanistiske mål, som vil få betydning for hele menneskeheden. Foreløbig vil jeg bede dem om at se det som et tegn på projektledernes høje moral og gode hensigter, at alle førsteindivider i hver af de 21 nye menneskestammer har fået det privilegium at skulle opsøge vores genome ophav. For at der ikke skal opstå misforståelser ved Uwe Benfelds ankomst, skal de vide at KOTAX vil være klar over det, hvis de kontakter diverse myndigheder i anledning af dette brev. I så fald vil vi tolke det som en afvisning og afbryde Uwe Benfelds rejse.
I forventning om en lykkelig forening af individ og stamfader,
Deres altid hengivne
Stormester T.B Whytehead, Kotax 11  

En skide paranoide ex-fan. Det kunne ikke være andet. En ensom alkoholikertype som dem der gik rundt i kvarteret, når de var indlagt på det store psykiatriske hospital i den nye by, og fik lov til at færdes udenfor.

Oppe ved Megamall var en af de nyanlagte alléer blevet spærret af to patruljevogne, og betjente med gule selvlysende veste havde bedt alle bilister om ID. Jack så Gunnar, en 55-årig veganer og servicemedarbejder, tidligere Love My Life Institute klient og formand for deres lottoklub, som nu var fast udstationeret til at reparere den altid svigefulde svingdør - Nordeuropas største svingdør - stå lidt derfra.

“Gunnar, hvad sker der?”

“Øh, her? Ved sgu ikke. De går efter de mørklødede, som du kan se. Og dem er der flest af her. Megamall er jo deres shoppingcenter. De elsker at være her. Men jeg ved ikke hvad politiet har gang i. Vi fik bare besked på at holde os væk. Har du hørt hvilken zone vi er i, i dag?

“Hvid”, sagde Jack, og hostede, mens han tændte en smøg. “Men gul i visse kritiske områder, som de sagde”.  

Superstore var åben til 21, og Jack nåede lige ind gennem svingdøren som en af de sidste kunder. Han gav håndtegn til romani’en uden navn, som stod nede ved flaskeautomaten, øjensynligt fragtede han varer ud den vej, til nogle mellemmænd i flaskehallen. Jack provianterede kaffe, smøger, mel, ost og nudler, så der var mad til flere dage.  

Inde bag Verners hæk håret han en svag fløjtelyd.
“Verner, er det dig?”
“Period, der er kommet besøg til dig. Kan du se den sorte Dodge?”

SB’s kæmpe spand af en MPV holdt foran deres hus. Inde i stuen så han en del af Veas solbrune ben, afsluttet af et par sortlakerede støvler i ferrari-design som begyndte deres stilfulde kurve et par fingre under hendes knæ.  

“Hej Jack. Der var åbent, jeg gik lige ind.”

“Vi har noget vi skal tale om, Vea. Kender du den spykopat til David?”

“Ikke personligt. Men Jack, det er SB, han er helt ude af den. Har du lagt mærke til det?”

“Egentlig ikke. Bortset fra at han går i byen med alle mulige historier om mig om min familie.”

“Hvad skal du med al den mad?”

“Lukke mig inde. Jeg er blevet fyret.”

“Fra instituttet. Det kan man da ikke..”

“De sender stadig penge.”

“SB er meget vred på mig, fordi jeg går hos Balachandra. Han har stillet et ultimatum. Han vil ikke mere, hvis jeg ikke holder op. Han vil se mig mere. Jeg kan godt forstå det sidste. Men han jalousi. Det er ikke til at holde ud..”

“Og hvad skal jeg sige til dig, som SBs ven?”

“Ja undskyld. Du har kendt mig næsten lige så længe. Jeg blev nødt til at fortælle dig om det. Han har bygget en historie op, om at Connie og jeg er på vej til Indien med Siouxsie. Jeg vil bare fortælle dig - at det ikke er rigtigt. Der ER ikke noget komplot. Og jeg VED ikke hvor Connie er.”

Hun kiggede direkte på Jack. Uden at ville det, havde han placeret sig i sofaen. Hun begyndte at snøre sine støvler op.

“Har du noget imod det? De er helt nye, de strammer... det er noget underligt noget, ægteskaber. Interesserer du dig for sex?”

“Er holdt op med at tænke på det. Faktisk er det bare noget der kommer i vejen, du ved, trykket..”

“Præcis som jeg har det. Faktisk har jeg skide travlt med at teste et nyt produkt. Det lægger en dæmper på hormonerne hos mænd. Virker helt vildt stærkt.”

“Fortæl mig om det. Min læge vil have mig med i forsøget.”

“Det løgn! Kan du lige hive støvlen af? Men sex, det er ligesom om at man HAR været der, ikke.”

Den ene støvle røg endelig på gulvet

“Men sådan er det altså bare ikke for alle,” fortsatte hun med udstrakt ben over Jacks knæ.

“Sådan nogle som SB. Han er ikke færdig med det. går og tror at jeg er et sex-monster. Og flirter med sine ansatte. Har du set ham køre på Ignalina. Og når man er blevet 48…”

Jack tog fat om hendes hæl og hev til mens hun stødte fra.

“Så kommer man sgu nok til at føle sådan resten af sit liv.”

Jack måtte lægge en hånd under ind i hendes knæhase og støde imod mens han hev i støvlen med den anden hånd.

“Men I kvinder plejer at miste interessen først. I kører til Sverige ... satans støvle... og får åndelig udløsning i stedet. Fint nok for mig. Fred med Balachandra. Og hele svineriet.”

“Ah.”

Vea pustede ud da støvle to ramte gulvet. Hun lænede sig tilbage og lagde armen op bag ham.

“Du kan jo selv prøve. Tør du?”  

Han fik besked på at lægge sig ned på gulvet med lukkede øjne, hænderne langs siden og benene let adskilte. Det var en overvindelse for Jack, at han ikke måtte krydse dem.

“Træk vejret langsomt og dybt.”

Hun satte sig på hug ved hans hovede, så han kunne mærke lette strejf at hendes lår ved sine ører, og begyndte at massere hans lukkede øjne, mens hun åbnede sit svælg og lukkede dybe, modulerende overtoner ud over ham.  

Bag øjenlågene vippede hans pupiller op som på kommando, en rød sol begyndte at strømme imod ham mens han gik over en græsklædt bakketop. På den anden side lå en form for indianerstamme med tipier og et bål. På en sten ved bålet så han Siouxsie stirre med store trætte øjne ind i flammerne. Hun var snavset og havde filtret hår. han dykkede ind i hendes pupiller og videre gennem et vægtløst rum, som er hans teenageværelse i Harmoniens Kvarter i stationsbyen Lille Højeby. Jacks mor er kørt til byen for at købe hundefoder. De boede i parcelhuset sammen med bedstefar efter at gården var blevet solgt. Jack stod i bryggerset i en skøn olie- og benzin-damp og samlede sin Puch-motor efter at have skilt den ad i alle dele for Gud ved, hvilken gang. Bedstefar stod i køkkenet og skrællede kartofler. En grøntsagskniv stod i et glas ved vasken med spidsen opad. Jack kommer ud for at finde noget mad. Bedstefar vendte sig og kom til at føre sit håndled hen over kniven. Han skrællede videre under det rindende, kolde vand. Men sukkede så, blev bleg og tog hånden op til panden. Der var allerede sprøjtet meget blod ud. Han måtte sætte sig på gulvet, Jack opdagede blødningen og satte sin tommelfinger i for at stoppe blodet. Det var for sent, bedstefar besvimede, Jack så det røde blod skifte farve til orange, grøn og blå og hørte toghjul, der dunkede en fast rytme mod skinnesammenføjninger, togvognen rykker fra side til side, det er mørkt udenfor, hans afdøde mor, fuldmægtig Annie Holmegaard, siddet i nattgoet fra Gare du Nord på vej hjem, men få dage gammelt protoplasma for Knud - senere Jack Period - i sin livmoder, hendes smukke mørklødede søn, undfanget på et pigekammer under taget på ottende sal i 14. arrondissement i Paris, i et blødt-fast, hårdt-blidt, hendes livs dybeste og lange, for altid lange favntag med den ukendte mand, han ikke kan se ansigtet på, den fransk-marrokanske studerende, hun aldrig ville fortælle ham noget om, og toget gungrer, Knuds gener kopierer sig selv og hager sig fast til livmodersiden og Annie Holmegaards ophold som aupair pige, den eneste udlandsrejse hun nogensinde skulle få, er ved at være forbi, og han sidder i et andet tog nu, den voksne Jack er på vej hjem fra Berlin, han gider ikke at tomle denne gang, ville hurtigt hjem, hjem til sin Connie og den datter, de ikke havde fået endnu, men som han vidste var på vej, de skulle bo i et lille hus, hun ventede bare på at han skulle vende hjem, og han smed sin guitar ud af togvinduet et sted i det tidligere Østtyskland, og han smed Blixa Bargeld ud af vinduet, han tog sin læderjakke af og smed den ud af vinduet og han tog sit hovede af, og smed det ud af vinduet. Han så hovedet og guitaren smelte sammen derude, og følge efter på siden toget, mens det stolt, vedholdende, fyldt med styrke og kraft, spillede samtlige spor på ‘Raw Power’ med The Stooges.  

“Jack? Det er tid til at vende tilbage.”

Vea sad ved hans side med sine håndflader et stykke over hans mave og hviskede til ham.

“Hvad skete der?”

“Du var lige væk et øjeblik. Du behøver ikke at tale om det.”

“Jeg savner hende.”

“Siouxsie? Hun skal nok komme hjem snart. Det er jeg sikker på.”

“Hvad mener du? Sæføli kommer hun da hjem?”

“Ja. Det tror jeg også, Jack. Helt sikkert.”

“Hvad mener du. Helt sikkert? Det er som om I alle har travlt med at få mig ud at skide!” sagde Jack og rejste sig langsomt for at strække sig.

“Har du noget imod at køre nu?”

“Hvis du hjælper med støvlerne.”
 

Fortsættes..

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser