mandag 19 november 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

SHELTER. Kap. 9: Balachandra

Resumé: Jack har aldrig haft et fast job og er i slutningen af fyrrerne. Men i firserne var han den berømte forsanger i punkbandert The Periods. Før hans kæreste Connie tog afsted på seminar i hvid magi i Sverige, havde hun kigget underligt, oplyst og afklaret på ham, som om hun tog afsked. Nu er hun forsvundet sammen med deres datter Siouxsie. Jack begynder at gå i panik.


Han gik ind og drejede nummeret på hendes mobiltelefon på den gamle sorte drejeskivetelefon. Telefonsvarer.   

“Heeej;  Du taler med Connie Jensen, kontorchef i Jobstyrelsen. Jeg er ikke ....”

Fuck. Han tændte sin egen computer. Ingen mails fra Connie. Han gik ind på Connies hjemmekontor for at finde hendes computer. Huset havde to børneværelser, ét til Siouxsie og ét til Connies arbejde. Hun havde smidt en bordplade op på to bukke og købt en kontorstoI, da Verner skulle ‘renovere’ sin kælder og havde sat en masse møbler ud til salg på vejen. Der lå en masse papirer og gule lapper på bordet, men den bærbare computer var der ikke. Jack satte sig i en liggestol under æbletræet kæderøg i skumringen. Han rejste sig igen og gik ind på Siouxsies værelse. I vindueskarmen lå halvdelen af den halskæde, som hun dagen før havde siddet og samlet af muslingeskaller og små sten med hul i. Sengen var redt, alting var ryddet pænt op. Værelset virkede ubeboet. Som en udstilling. Han måtte lukke døren og gå ud igen.

Fra haven kunne han se solen gå ned bag Megamall ude til højre og det store farvebånd på kæmpebygningens facade begyndte at lyse op i stedet. Projektørerne var programmeret til at ændre belysningen af glaspladerne i umærkelige skift fra rød-orange, til blå-lilla, til grøn-gullig. Genskinnet oplyste de stillestående blade på æbletræet. Han kiggede over på facaden og så på det enorme farvebånd i 23 meters højde. Lige under det lå fitnesscenteret og i de 28 vindues fag stod der et løbebånd i hvert fag. Han talte 16 små løbende silhouetter på hver sit løbebånd. Små svedige målrettede væsner, som kunne se ned i hans have deroppefra og som hele tiden nærmede sig i hver deres tempo, uden at komme nogen vegne bag de tykke termoruder.

Jack kom til at tænke på Balachandra. Dengang han boede hos dem, gik de herud hver aften, når Siouxsie var lagt i seng og Connie arbejdede ved den bærbare. De så på byggeriet, som lignede en betonruin på størrelse med den landsby, Jack var vokset op i. Men ruinene helede langsomt sig selv, spillede sin egen nedbrydning bagfra. Hver dag skød nye betonsøjler op af byggekrateret, der blev lagt låg på parkeringskælderen i tre etager og nye grå vægelementer rejse sig langsomt som grå dominobrikker, afstivet af røde og brune jernrør. Om natten var krateret oplyst af kratige hvide projektører fra de høje gule kraner. De lignede gribbe-agtige videnskabsmænd med pandelygter, som stod bøjet over deres skaberværk.

Jack stod altid med sin Kings uden filter, mens Balachandra holdt et lille glas med brændvarm grøn te mellem sine hænder. Jack stillede meget direkte spørgsmål til den nye gæst og beboer. Hvorfor gik han nogle gange med den røde plet i panden, hvad var det for noget med hellige køer, havde han badet i Ganges? Bala og han kom godt ud af det med hinanden. Den intuitive indsigt, som Jack havde nået gennem stoffer og støjrock, svarede i det store hele meget godt til brahmisk tradition.

“I don’t have the patience, you know, trance and all that, Bala. But somehow my music is my medicine against the world. Once you hear that guitar on top of the noise, then you can folloow it, to another dimension.”

“And you shiver, and a white light enter your brain right here?” sagde Balachandra og pegede på det tredie øje.

“Øh. Yeah. Something like that.”

Eller også stod de bare i tavshed og lyttede til fugle. 

“Jack, kan vi gå ned til busstop?” sagde Balachandra.

Der var kun et par hundrede meter derhen. Bala studerede den lille tavle med bustiderne.

“07, 17, 27, 37, 47, 57. Oh, I love that” sagde han, og når bussen kom, jublede han.

“Just on time! Just on time! How do you do that?”

På vejen tilbage ad villavejen kiggede de ind i haverne, det var en varm aften hvor der lugtede svagt af grillkød, og folk sad på terrasserne omkring fyrfadslys i farvede glas eller olielamper. 

“Er det sådan man har det , når i siger Skid Hyglig?”

“Tjah. Det er det vel,” sagde Jack.

“Ah, nu jeg forstå. It’s like a very nice party! Jeg kender en mand fra sprogskol, fra Afghanistan. På kommunen har de sagt at hans datter skal gå i klub efter skole. Manden på kommune har forklaret ham, at det er Skid Hyglig. Kan du forstå, han blev vred? Som om at I synes det er hyggeligt at skid sammen, eller hvad?”

De kom hjem i haven.

“Men det er jo lissom den måde i lugter på. I lugte af.... be?”

“Bæ, Bala. Det hedder Bæ.”

“Precisely. You see, i Indien lugter der af bæ overalt. Men her lugter kun menneskerne af bæ. Vi vasker os med vand, når vi har skidt. Her man tørrer sig med lidt papir, du forstår?”

“Vi lugter af lort?”

“Kun lil smul, Jack. Kun lil smul”.

Jack checkede sin egen mail igen. Satte sig ud i haven og faldt i søvn i stolen. Vågnede. Gik ind. Åbnede døren til Siouxsies værelse og lukkede den igen. Drejede SB’s nummer på telefonen.

“Hvad f... Jack, klokken er halv tre om natten!”

“SB, den er helt gal. De er ikke kommet hjem og jeg har ikke hørt en lyd fra dem. Fortæl mig et eller andet, SB. Jeg er fucked op nu!”

“....”

SB stønnede.

“Jack, det... det er noget hun vil fortælle dig, ikke? Noget som hun ikke har kunnet sige på andre måder... tror jeg. Når du nu spør’”.

Jack rejste sig og gik direkte ud af haven, gennem villakvarteret og forbi Megamall. Ud ad de nyanlagte veje med granitstensfortove og tomme byggegrunde med langt gulligt vildgræs på begge sider. Over hegnet og forbi de gule skilte som advarede mod ammunitionsrester. Igennem den våde eng mens de hundrede får stod derude i mørket og kiggede nysgerrigt på ham. En time senere stod han foran Bongs presseningsejendom. Der så ikke ud til at være nogen hjemme. Jack satte sig ved søen for at lytte på vildgæssene og se deres silhouetter i det sidste nattemørke.

”Hvem der?” spurgte Bong indefra hulen. hans stemme lød ulden. Boligen var isoleret med halmballer og overdækket med store flager af gammelt tagpap. Jack kravlede gennem åbningen i hulen og kiggede ind, men bakkede hurtigt tilbage for en nøgen kæmpeskikkelse med langt filtret hår som kom lige imod ham på alle fire. Den skubbede ham til side og samlede lydløst nogle lange lærredsstykker op fra jorden i forteltet og bandt dem sammen om den lange blege og tynde krop med noget tovværk. Han så at det var en kvinde, hun skulede med mørke, vilde øjne og løb væk. Undersiden af hendes  fødder var tykke, kulsorte og hårde som et par sko. 

”Et øjeblik, jeg skal lige have mine benklæder på”, lød det fra Bong inde i det bagerste kammer. lavet af komprimeret papemballage fra MegaMalls underjordiske logistikfaciliteter.

”Nu har du set Kirstenkvinden”, sagde han. 

Så levede hun altså. Han havde aldrig troet på historierne om at der der levede et meget højt væsen på sletten. De skrev at hun gik klagende rundt i villakvartererne om natten. Hun var også blevet set på villavejene og i parkeringshusene. En familie fik stjålet deres madvarer, som de lige havde købt, da de stod og låste deres bil op. De stod og gloede lamslået på væsenet. Hun tog fat i poserne foran dem og gik stille og roligt derfra. Men historien havde været så længe i omløb, at ingen rigtigt troede på den.

”Hvor løb hun hen?”

”Hun tog hjem til sig selv. Længere ude på sletten.”

”Hvor mange bor der egentlig herude?”

”Det ved jeg ikke, Jack.” 

Bong var kommet frem i forteltet og så direkte på Jack med sine let udspilede og glasagtige øjne. 

”Det ved jeg ikke.”

De hørte en bil udenfor. Der burde ikke køre biler ude på fælleden. Bortset fra skovløberens.

”Åh. Jack, nu skal jeg måske flytte alle mine ting... Du kan måske hjælpe mig?”

De kravlede udenfor og så skovfogeden stige ned fra sin grønne Land Rover, som han på en eller anden måde havde fået til at køre ned af den stejle skrænt oppe fra skovvejen.

”Hader at få støvlerne svinet til. Hvem er du?”

Han kigger vredt på Jack og derefter på Bong.

”Goddag Mikkelsen!" sagde Bong.

"Det er min ven. Han er OK” hviskede han til Jack.

”I orden, Neundam-Clausen. Jeg begynder.” 

Han tog et stykke papir frem og læser langsomt op:

”Det er forbudt at overnatte i skovdistriktet uden for de anviste shelterpladser, og besøgende skal følge alle anvisninger fra skovfogeden.”

Han rømmede sig og holdt en finger på linien i teksten.

”Jeg skal derfor anmode Dem om øjeblikkeligt at flytte deres ejendele fra denne lejrplads. Skovfogeden.”

”Jack, vil du være så venlig at rykke halmballerne derhenne lidt længere derover.” 

Bong pegede på jorden et lille stykke fra det sted, hvor halmballerne stod, og gik selv i gang med at skubbe på indkøbsvognene i den anden ende. Et øjeblik efter havde de flyttet hans bolig en halv meter.

”Så er den skid slået,” sagde Mikkelsen og satte sig hjemmevant ved Bongs primusapparat. Bong rakte ham en gennemsigtig plastikpose med ti færdigrullede joints. 

”Hold den lufttæt.”

Skovfogeden tog en enkelt op af posen og sagde;

”Dejlig årstid. Fugletrækkene begynder snart. Det er som en fest for dem, når de samles og udveksler nyt. Og så en dag….Svussj.” 

Han førte den ene hånd op mod himlen i en blød bue, og blæste langsomt røg ud af lungerne.

”Neundam, De kender selvfølgelig ikke skovpunkerne, vel?”

”Har ingen anelse om skovpunkerne, Mikkelsen. Der rammer De plet.”

”Og jeg ved, at De udmærket kender skovpunkerne. Men hvorom alting er, så er vi ved at få et problem, Neundam. De er begyndt at komme i storcenteret. For at skralde..”

”Jeg skralder ikke, Mikkelsen. Jeg køber min mad, det ved de. At skralde, det er skovpunkernes speciale……. Hvis de altså findes. Hvilket De jo fortæller mig, at de gør”, tilføjede han.

”Neundam. Hør nu her. Skovpunkerne bor som bekendt i træerne nede i Kongelunden. Langt herfra. Problemet er, at de har brækket nogle låse op til kælderen under Megasupermarkedet, for at komme ind til madaffaldet. De blev set, da de flygtede ind over ind over Nordre Klapper. Det er jo ikke langt herfra.”

Mikkelsen havde tændt sin joint og tog det første sug.

”Hader de skovpunkere. Sådan nogle udskud. Kravler op i de høje graner og slår brædder i træstammen. Hvorfor skal de rage håret af i den ene side, og gå med alle de ringe i sig? Og så spiser de rådden mad. Det tænder mig af..”

”Har De fundet dem igen? Jeg mener, sidste år fældede de jo et træ med en punker i toppen, gjorde De ikke, Mikkelsen?”

Bong ryddede op i sin stue, pakkede sine rygegrejer omhyggeligt ned i en lille metalkiste, mens han talte.

”Og der blev en helvedes ballade. Selv om han bare fik sig en flyvetur. Men nu er de tilbage. Jeg tror de sidder i en ti-femten træer, næsten helt ude ved dæmningen. De er skidebange for mig, Neundam. Helt stille, når jeg kører rundt derude. Og man må sige, at de sletter deres spor godt. De spreder blade ud bag sig, når de går gennem skoven. Og så holder de  mountainbikerne og knallertrockerne væk fra skoven. Øj hvor de slår sig, når de kører i en af deres fælder! Så alt i alt har jeg ladet dem være indtil nu…”

En sirene oppe på ringvejen brød den svage og monotone baggrunds-hvæsen af trafik. Jack sagde farvel og gik hjemad. Det var vist lørdag. Der var børnestemmer i haverne. Genboens kone stod ovre ved deres gavl og stirrede på et vindue i huset. Hun så ud til at følge en flues uforklarlige flyvemønster. Så blev hun rastløst og vendte sig. Som om hun ikke følte, at hun var til nogen nytte, som om hun blev overmandet af angst. I en slags dovenskab lukkede hun signalerne fra kontrolmagterne ind i sig; Alle de tusinder af små budskaber på alle frekvenser, som fortalte, at hun kunne blive sprængt i luften af muslimer, at hun så dum ud i det tøj, at hun aldrig ville få Mount Kenya at se, at hendes gravsted hellere måtte være vedligeholdelsesfrit. 

Han sov meget let og vågnede ved et Pling der kom fra den bærbare. Det var en mail:

Kære Jack,

Du forstår helt sikkert ikke, at dette også er det bedste for dig. Hvis man ikke tager ansvar for sit liv, må man acceptere, at andre gør det. Jeg tager lige nu et enormt ansvar for både dit og Siouxsies liv. Jeg tror godt at vi kan blive enige om, at vores store planer for Siouxsie er gået i vasken. Hun er på vej til at blive som de andre. godt nok går hun i en speciel skole, godt nok støtter vi hendes åndelige udvikling. Men når kærligheden forliser for øjnene af hende, og hendes veninder og venner i kvarteret begynder at kalde hinanden for møgludere og gå med stumpede bluser, så man kan se deres maveskind, så må vi erkende, at vi ikke har magtet opgaven. Hun skal ud af det liv, vi har levet, jeg skal i høj grad også ud af det, og du skal i særdeleshed meget langt væk fra det. Ellers dør du. Jeg skal nok tage mig af jer begge to, du må give mig lidt mere tid, så skal du nok få din datter for resten af livet. Men det bliver et andet liv, end du overhovedet kan drømme om. Et liv, som også du kan leve i. Tro det eller ej.

KH Connie’ 

Næste dag kom Jack Period en time for sent til programmet på Love My Life instituttet. I klasselokalet sad Arne og drejede sin skægtot. Fahrouk talte med Jytte, som altid smilede, men aldrig sagde et ord. Tom bankede med en kortpind i bordet. 

“Jack, så er det nu. Den livsbetydende genstand, din fortælling. Kom så...” sagde Mogens.

“Jo. Jeg vil gerne fortælle, hvordan Københavns Politi brækkede min arm.”

“Okay, og det er en begivenhed, som stadig har stor betydning for dig?” spurgte Mogens.

“Joh, det er da et ret betydeligt overgreb, ikke?”

“Ja, men så må du jo hellere fortælle”, sukkede Mogens.

"Det skete en aften efter en stor BZ- demo, som jeg ikke ebngang hvade været med til, Vi havde været i øvelokale og kom forbi på vejen hjem. En stor hob af sortklædte Klatter, Punks og Partisaner prøvede at bygge en barrikade over gaden. Jeg kendte nogle af dem fra Saltlageret og faldt i snak med dem. Så pludselig slår noget hårdt mig i ryggen og nogen skubber mig ind i en baggård. Dengang var gårdene jo ikke låst med gitterlåger og dørtelefoner, og renoveret med grønne træer og legepladser. Der var mørke baggårde, med cykelskure og hængelåse, lokummer, skraldespande og rotter. Derind tog de mig, og jeg så på deres tøj og deres kiksede frisurer at de måtte være urobetjente. De lignede altid sådan nogle venstreorienterede lærere med palæstinatørklæder. De pustede og mumlede sammen mens de pressede mit ansigt ind i en mur, vred armen om på mig og klappede mig igennem for våben.

”Så er det slut med at spille smart, lille skid” sagde en af dem. ”Her er en hilsen fra Københavns Politi.” Jeg nåede lige at se hans ansigt lige ved siden af mit eget. Han lagde min arm i en lås over sit knæ så det kansede da han med kort, kraftigt slag brækkede den over. Så var der nogen der råbte ”Det er ikke ham, det er ikke ham”.

”Pis!” sagde betjenten, men de andre grinede. ”Bare rolig, ham her har også været ude med snøren. Jeg kan huske ham inde fra Strøget. Han har nok smadret for en halv million kroner glasruder...” Og det havde jeg jo nok været med til, ikke? Men derfor skal man da ikke trække folk ind i en baggråd og brække deres arm, vel?"

Team Stjernedrys lyttede tavse og koncentrerede.

“Holdt kæft nogle svin,” sagde John, en murerarbejdsmand i tresserne med store røde kinder.

“Klagede du ikke over det?” spurgte Mogens.

“Til hvem. Politiet?”

Alle i klassen grinede og begyndte at tale sammen indbyrdes. Mogens bankede igen med kortpinden.

“OK Jack, tak for din historie. Men hvad vil du bruge den til idag?”

“Det er lige spørgsmålet, for de tog mig ind et par uger efter og sigtede mig for gadeuorden og vold mod tjenestemand. Så lige siden har jeg haft straffeattest. Så er det ikke så nemt at få noget at lave.”

“Du fortæller altså en historie som viser at du ikke kan kan komme i job. Jeg vil gerne have en historie, som viser at du godt kan komme i job, Jack,” sagde Mogens langsomt. 

“Hmm.”

“Om igen Jack. Du får lov til at fortælle en ny historie, eller vise os en livsbetydende genstand, i morgen. Vi stopper her.”

Fortsættes..

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser