vuggestuen sejlhusetPladsanvisningen i København bliver næste år erstattet af et digitalt book-selv-system, hvor forældre selv skal booke en vuggestue- og børnehaveplads

Københavns Kommune udskifter fra slutningen af 2017 den nuværende pladsanvisning med et nyt digitalt bookingsystem ’Book en plads’, hvor forældrene får et overblik over de institutioner, der har en ledig plads i den periode, forældrene har brug for pasning. Forældrene kan derefter booke en af de ledige pladser, og så er de efterfølgende sikre på at have den plads til deres barn. Forældrene kan kun booke én plads, og når den er booket, er de sikre på pladsen og ved, hvornår barnet skal starte.

Det betyder, at der ikke længere er mulighed for at skrive sig på en venteliste til en bestemt institution, da man kun kan ønske institutioner, hvor der er en ledig plads. Forældre kan dog stadig rykke datoen for, hvornår de har behov for pasning i håbet om, at der er en ledig plads i favoritinstitutionen.

’Book en plads’ forventes at træde i kraft i slutningen af 2017 eller starten af 2018.

”Med ’Book en plads’ kan københavnske forældre få meget mere styring med, hvor deres barn skal gå i institution. Det giver mere ro for småbørnsforældrene, der er sikre på, at den plads, de har booket, er klar, når deres barn skal starte i vuggestue eller børnehave”, siger Pia Allerslev, børne- og ungdomsborgmester (V).

I dag får pladsanvisningen omkring 500 henvendelser om dagen fra frustrerede forældre, der vil have deres plads på ventelisten oversat til en mulig startdato eller vil bede om en plads i en bestemt institution på trods af ventelisten. Med ’Book en plads’ forventes det, at antallet af henvendelser fra forældre falder, og at 80 procent af forældrene kan booke en vuggestue- eller børnehaveplads uden at være i kontakt med kommunen.

I dag takker 42 procent af københavnske forældre nej til et pladstilbud fra kommunen, men med det nye system skal det tal gerne falde, da det er forældrene selv, der har valgt pladsen.

Københavns Kommune er ved at udspecificere, hvad det digitale bookingsystem skal kunne, og der er endnu ikke fundet en leverandør. Derfor er det eksempelvis ikke afgjort, hvordan børn, der står på venteliste, kan overflyttes til det nye system. Det vides heller ikke endnu, om det skal være muligt at skrive barnet op fra fødslen.

Gentofte og Rudersdal Kommune har allerede ’Book en plads’-systemet.