Frivillig i Ørestad: Spring ud i det!
Marie Aimée har været frivillig i Ørestad i 10 år: Kast dig ud i det!
"Det er netop iværksætterånden og engagement, der har skabt nogle stærke frivillige i Ørestad. Det er borgernes vilje, der har været med til at sparke gang i en ny bydel," fortæller Marie Aimée om det frivillige arbejdes betydning.
Hun har boet i Ørestad i over ti år. Hun er mor til en pige på 10 år, som går i 3. klasse på Ørestad Skole. Til dagligt arbejder hun professionelt med IT-support, og så er hun frivillig i Ørestad Idrætsforening og skolebestyrelsen på Ørestad Skole. Netop frivilligt arbejde er for hende et vigtigt element i en bydel i udvikling.
For Marie Aimée startede det frivillige arbejde for mange år siden, da hun stadig var under uddannelse:
"Der var Buddy-ordninger, da jeg gik på universitetet, hvor man kunne hjælpe unge udlændinge, der lige var kommet til Danmark, og det vakte hurtigt min interesse" fortæller hun.
Hendes arbejde som frivillig begyndte for alvor, da hun kom til Ørestad:
"Det var tilbage i 2011, hvor Ørestad Idrætsforening var ved at starte op. Da kom en dame ud til mig, mens jeg var på Ørestad Bibliotek. Hun kom hen og spurgte, om jeg var sportsaktiv, hvilket jeg svarede ja til. Så spurgte hun, om jeg kunne tænke mig at være hjælpetræner. Det takkede jeg ja til, og så begyndte jeg som frivillig i Ørestad Idrætsforening inden for gymnastik," siger hun.
Vi gør en forskel
For Marie Aimée har de frivilliges arbejde en vigtig effekt på lokalsamfundet:
"Man kan se, at man gør en forskel især for de unge her i Ørestad. De kan have et sted at være i deres fritid med eksempelvis sportsforeninger. Det har også den effekt, at vi får politikernes opmærksomhed. Er vi aktive i en frivillig forening, finder politikerne også ud af, at der er efterspørgsel på flere ressourcer til eksempelvis idræts- og fritidstilbud i Ørestad."
Man kan får en direkte indflydelse på tingene ved at være med i skolebestyrelsen, som også er en frivillig beskæftigelse for Marie. Her kommer hun med et konkret eksempel: Forældrene i Ørestad Skolebestyrelse har arbejdet i flere år på at finde løsninger på kapacitetsudfordringerne i Ørestad. Børnene er blevet flyttet frem og tilbage utallige gange i mange år.
"I 2019 blev Skolebestyrelsen bedt om flytte nogle af skolebørnene fra Ørestad Skole til Amager Fælled Skole, hvilket vi forældre var utilfredse med. Igennem skolebestyrelsen fik vi aktiveret andre forældrene i området, og det havde den betydning, at politikerne lyttede, og børnene blev ikke flyttet til den anden side af Amager alligevel. Det udmundede faktisk i, at vi fik nogle lokaler i Mediebyen og i KLP-huset, fordi nogle i netværket havde kontakt til erhverv og institutioner med lokaler til rådighed. Så det er noget, der batter. Det handler om at tænke ud af boksen og finde ud af, hvem vi kan samarbejde med."
Fordele og netværksmuligheder
"Der er mange fordele for den enkelte ved at arbejde som frivillig. Er man nytilkommer, så lærer man hurtigt bydelen at kende gennem de netværk, man får. Har man børn, får man også bygget et netværk for dem. Frivillighed handler om at give noget, og så får man også noget tilbage," fortæller Marie Aimée.
Hun lægger også vægt på, at det kræver noget tid, men at det handler om prioritering:
"Det kræver selvfølgelig tid i kalenderen, men det er et spørgsmål om indstilling og prioritering. Hvis man prioriterer at gøre en forskel i det samfund, man lever i, så kan man altid finde tid til frivilligt arbejde."
Hun mener også, at man som borger lærer om demokratiske processer ved at sidde som frivillig i skolebestyrelsen:
"Nu er der snart kommunalvalg, og til valget stemmer nogle borgere på kandidater, de er enige med på bestemte emner/punkter. Men her i skolebestyrelsen eksempelvis står man direkte ansigt til ansigt med skolebestyrelsen og kommunale aktører, og der er mulighed for at blive hørt og få ændret på nogle konkrete ting. I Skolebestyrelsen får forældrene en stemme og en direkte indflydelse, og det hele starter med frivilligt arbejde," fortæller Marie Aimée.
Kast dig ud i det
Det kræver ikke en bestemt ekspertise, men blot at man er nysgerrig på at lære noget nyt:
"Der er masser af muligheder, og det kræver ikke, at man er sportsaktiv for at være med i eksempelvis Ørestad IF. Det handler om at være engageret i Ørestads samfund," fortæller hun.
Og der er brug for flere kræfter:
"Det handler om at kaste sig ud i det og prøve noget nyt. Og så har man jo også fællesskabet, som nogle måske efterlyser efter halvandet års pandemi. Ørestad vokser hele tiden, og vi mangler frivillige i Ørestad. Det er børnefamilier, der primært kommer hertil, så vi har brug for flere kræfter. Er man engageret i lokalsamfundet, hvad end det er i sport, skolens virke eller noget helt tredje, så synes jeg, man skal prøve. Det koster ikke noget, og man har intet at tabe."
Udover Ørestad IF og Ørestad Skole er der også mulighed for at arbejde som frivillig i bl.a. Ørestad Plejecenter samt til diverse kulturarrangementer.
ørestad IF, ørestad skole, kommunalvalg, marieaimee, frivillig
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 5088