• Kirsten Degn, tekst og fotos
  • Godt liv

Naturparken: Rigtigt efterår

naturpark oktober bramgaes 2 degnDet kommer uanset om vi vil det eller ej – efteråret
Nu er det snart november, den sidste efterårsmåned, og vi har haft dejligt septembervejr, og også en fin oktober indtil nu, men nu trækker det sammen. 

 

Kirsten Degn skriver om årstidens gang i Naturpark Amager, og fotograferer de mange oplevelser der venter derude:

Dagene er blevet korte, og det er ind imellem vådt og koldt. De smukke farver vi kan se, når det er sol og klart vejr, bøder lidt på den triste stemning, så det er om at komme ud og nyde det når vejret er højt. I år er farverne dog lidt forsinkede i forhold til tidligere år – det plejer at kulminere i efterårsferien, men vi har stadig lidt farve-orgie til gode.

Jeg har hele den sidste måned glædet mig meget over alle de smukke bramgæs vi har besøg af her på fælleden. Når de går og græsser i store flokke eller letter i et brus, når man nærmer sig, er de et betagende syn særlig i den lave og varme sol, først eller sidst på dagen.

Onaturpark oktober tudsesoeen 1 degng så lidt malurt i bægeret – her i vores dejlige område, som jeg kalder min baghave har vi fået et nyt problem: Der er blevet sat spørgsmålstegn ved om vi kan beholde vores lille fine lokale sø ude mellem Kanonvej og Kalvebod Fælled Skole. Ja det er egentlig ikke et spørgsmål, for Danmarks Naturfredningsforening har fra Miljøklagenævnet  fået ret i at søen skal fjernes. Søen er opstået i 2016 i forbindelse med etableringen af området, men er ikke oprindeligt en sø. Derfor skal den fyldes op igen, og så skal området genetableres som det var inden 2016. Det kan godt være at det er juridisk rigtigt, men for os der bor i området og færdes omkring søen som i daglig tale hedder tudsesøen, så er det fuldstændig uforståeligt at den skal fyldes op. Når man har set hvordan børn og voksne, guldsmede og fiskehejrer, tudser og frøer  har nydt den lille sø, og set hvordan naturen forandres omkring den – alt efter om det er tørke eller skybrud – så kan det virke uforståeligt, at søen ikke skal være her mere. Og bare tanken om alle de store maskiner der skal ind på vores lille område her for at fylde jord i et vandhul, gør det uforståeligt.
Men der er også positive tiltag i vores område: Vi har fået indviet en hundeskov, som ligger mellem jernbanen og motorvejen ved Kanonvej – og vi har fået en ny vandresti – Amarminoen – som er 23 km lang og går fra Dragør til DR-byen. Det bliver lidt spændende at følge om de bliver lige så brugte og populære som det er lagt an til, men det kan kun tiden vise. Inde på Amager Fælled er der kommet fire vilde heste – dem vender jeg tilbage til i næste klumme.

Den sidste weekend i efterårsferien tog jeg med familien på cykeltur ud for at finde Skovtrolden i Kongelunden. Man kan ikke finde en direkte anvisning til trolden, men må finde den ved at gå ind på www.trollmap.com - og så bliver man sendt på skattejagt. Og det var ikke så ligetil, men det lykkedes sidst på eftermiddagen at finde Bjarke Cirkelsten. Det blev til en meget fin cykeltur, og mange flere kilometer end der er ud til trolden fra vores udgangspunkt. På vejen mødte vi masser af mennesker som var i gang med Amarminoen, og det var jo glædeligt, men vejret  var også fint til gåtur. Det var bemærkelsesværdigt, at der var mange rigtige vandrere med udstyret, såsom vandrestøvler og stor rygsæk i orden, i modsætning til de normale gå-turister. Det tegner godt.

naturpark oktober skovtrold 1 degnHer i min lille have har jeg af og til besøg af de små sangfugle, om sommeren er de andre steder, men hele vinteren plejer jeg at kunne glæde mig over f.eks. rødhals, musvit og en gang i mellem også gærdesmutten.

Og så tror jeg at jeg skal udnytte de gode dage med høj himmel til at komme ud og nyde farverne,  flokkene af bramgæs, små stæreflokke som øver sig til den store flyvetur mod varmere himmelstrøg.  Og så skal jeg ind og se om jeg kan finde vildhestene, og ellers nyde det smukke lys og de lange skygger vi har om efteråret.

Naturparken: Indian Summer

Naturparken i september

 

Naturpark Amager, kirsten_degn

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 2560

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk