Sådan sparker du liv i dit tøj
Personal shopper Malene Blaabjerg fortæller hvordan du opbygger en garderobe, du faktisk kan li'
• Forleden var var jeg til modeugen CIFF i Bella Center, og hold nu bøtte, hvor var det knaldlækkert overflødighedshorn af fedt tøj, talentfulde mennesker, luksus og stylinginput, alt sammen skyllet ned med champagne og stor glæde.
Slut er modeugen, og tilbage er jeg på min dejlige stylingpind bag Magasins tasker, hvor du finder min stylistsuite. Og jeg skal love dig for, at jeg er tilbage med ny fed inspiration, der sammen med min stylingviden rykker din garderobe i maks. trendgear helt ind i forår, sommer 2018.
Start derhjemme
Men, hvis du vil have et rigtig godt udbytte af dine fashionkøb – vil jeg nu alligevel foreslå dig, at du starter din shopping tur hjemme hos dig selv og ikke i butikkerne.
Det tøj du allerede har, skal nemlig sorteres. Det bliver du nødt til, hvis du vil vide, hvilket nyt tøj du vil få mest glæde af. Og du skal sortere rigtig hårdt faktisk – så der kun hænger det tøj tilbage, du er rigtig glad for at have på – som i rigtig glad. Nu har du overblik over hvad, din garderobe mangler – er det skjorter, er det kjoler? Du er i gang med at bygge en garderobe, du føler et overskud ved at have på.
Dit tøj sender et signal
Nu er det ikke sådan, at dit tøj altid behøver at være sidste nye fashiontendens for at være smart.
Men mode, tilpasset din unikke stil, er med til at give andre mennesker en fornemmelse af, at du har fingeren på pulsen. Sidder du for eksempel i en stilling, hvor det kræves af dig, at du tænker nyt, hvor du skal være kreativ eller løsningsorienteret, så kan modetendenser med fordel bruges til at signalere lige netop dét. Du udviser integritet, da der er overensstemmelse mellem dine kompetencer, og den vi ser, du er – og du skal måske arbejde mindre hårdt for at overbevise andre. Det tager et sekund at gøre et førstehåndsindtryk – et indtryk der sætter aftryk, som det kan tage tid at ændre på.
De gode køb der sparker liv i din garderobe:
• En plisseret nederdel med glitter effekt. Brug den med en skøn striktrøje – strik er mega hot pt. – eller en fed printet T-shirt – og så har du samtidig din nederdel til nytårsfesten.
• Tøj med glittereffekt sparker liv i den grå hverdag. Brug en glitrende bluse til dine jeans eller under din blazer. Glitter er kommet for at blive, og sikke en forskel det gør.
• Køb et par brede bukser. De brede bukser kommer igen i forår/sommer 18 i både korte og lange modeller. De fremhæver taljen – forlænger benet og er elegante med alt fra skjorte og læderjakke til blazer og T-shirt i kombination med sneakers eller høje hæle.
• Flæser på dit tøj er det vilde, og den tendens følger med ind i næste sæson. Flæser kan sidde forneden af din kjole eller over brystet på dine bluser og kjoler, hvor de giver illusionen af, at du har større barm. Er flæserne sat på ærmerne ud over skulderen, får du visuelt en smallere talje.
• Farverne rød, bordeaux, gylden-gule farver, mørkegrøn og lyserød samt mørkeblå, er alle farver du trygt kan investere i, og som nemt vil kunne blendes ind i dine fremtidige tøjkøb.
Du udvikler dig som menneske hele livet. Derfor er det også naturligt at ændre på dit stiludtryk. Måden du styler dit tøj på og modens tendenser, kan tilpasses din stil og det sted du er i livet
Bestil en gratis Personlig Shopper session hos mig i Magasin i Field's, så klarer vi din styling og garderobe sammen.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 2935