fredag 6 december 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Hjemløse juletræer bliver økologiske

sundholm juletraessalgSalget af 'hjemløse juletræer' på Sundholm bliver i år bæredygtigt i mere end én forstand. Det efterhånden traditionsrige juletræsmarked supplerer nemlig udvalget af træer med økologiske varianter, så man både kan gøre en forskel for hjemløse, socialt udsatte og miljøet, når man køber sit juletræ.

Gennem de sidste 7-8 år har flere og flere københavnere lagt vejen forbi Sundholm, når der skulle købes juletræ - og for mange er det da også blevet en hel juletradition. Langt de fleste finder vej til Sundholm for at give en håndsrækning til Sundholms hjemløse og socialt udsatte brugere, der arbejder i juletræssalget.
"Der er helt specielt at stå i juletræssalget", fortæller Dennis, der også var med til at sælge træer sidste år.
"Folk er altid glade, når de kommer her – det er vel det, der hedder julestemning", smiler han.
"Vi er meget taknemmelige for hver eneste kunde, der lægger vejen forbi", siger Stine Kneiding, der er leder i Aktivitetscentret og ansvarlig for årets salg.
"Udover at være byens hyggeligste juletræssalg er det nemlig en unik måde at skabe interaktion med vores lokalområde - og samtidig understøtte den måde, vi arbejder pædagogisk her i Aktivitetscentret".

Et ønske fra kunder
Gennem de sidste par år har flere kunder dog efterspurgt økologiske træer. Et ønske som nu efterkommes.
"Når man har et socialt bæredygtigt salg, virkede det helt naturligt for os, at vi også skulle have økologiske træer i sortimentet", fortæller Stine Kneiding.
Økologiske juletræer er lidt dyrere for pengepungen, men meget bedre for miljøet end de konventionelle træer. Da de ikke sprøjtes, får de også et andet og mere naturligt udseende end folk måske er vant til.

Produktion til hverdag
Til hverdag producerer brugerne Aktivitetscentret alt fra plantekasser, sæber, shoppingtasker og spækbrætter. Det sker som et led Sundholms sociale arbejde, hvor der bl.a. opøves faglige og sociale kompetencer på vejen mod egen bolig og en misbrugsfri hverdag. De fleste varer sendes dog ud af huset og skaber derfor ikke samme interaktion mellem brugere og kunder som juletræssalget.
Man kan købe hjemløse juletræer og andre produktioner fra Sundholm på Sundholmsvej 44.

‘Hjemløse juletræer’ er et samarbejde mellem Aktivitetscentret Sundholm og Kirkens Korshærs Herberg på Hillerødgade).

Åbningstider: Fra 30. november: Tirsdag og torsdag 13-18. Lørdag og søndag 10-16. www.acsu.dk/juletræ

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme