tirsdag 16 juli 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Yes, we can! (Maybe)

louise raaschou OKT 2015Troen på at blive strandklar er muligvis lidt flosset, men håbet dør aldrig: Bikini-spændstig i 2020!

Arj, er det nu pludselig sommer? Igen? Jeg er slet ikke forberedt, og jeg havde ellers lagt planer og afgivet løfter til mig selv for sommeren i år. Jeg skulle jo være strandklar og bikini-spændstig! Især spændstig! I det omfang det nu kunne lade sig gøre, og jeg havde jo netop lovet mig selv at gøre . . . noget. Et eller andet, i hvert fald.
Og vel er vi kun halvvejs gennem de skønne, letpåklædte måneder, men jeg har allerede sygt ondt i ryggen, for det får man af at skulle trække maven så voldsomt ind hele tiden.
Det kunne man vel godt have arbejdet lidt på i de forgangne ti måneders tid, og det var, helt ærligt, også min intention. Forstår simpelthen ikke, hvor tiden og alle de opstrammende sit-ups er blevet af.

Det krævede nemlig kun et kvarter om dagen, i sølle to uger, lovede den downloadede fitnessvideo, og den tidshorisont kan enhver vel overskue, mente jeg.
Ja, faktisk var det så latterlig kort tid, jeg skulle bruge på at få mave i form, at det virkede temmelig fanatisk, hvis jeg gik i gang allerede i oktober. Rolig nu, jeg gik jo ikke efter en sixpack, bare sådan lidt flad og (spændstig) lækker var mit beskedne mål. Og øvelserne til overarmene, (fitnessvideo #2), ville vise resultater mindst ligeså hurtigt! Alletiders, tænkte jeg, og fortrængte det faktum, at mine arme aldrig har været slanke, heller ikke da jeg var seksten år gammel.
For nu var det tid til opmuntring og tro, ikke nedslående fakta, og hvis jeg begyndte omkring marts, var der rigeligt med tid, ingen grund til at overdrive. Og sådan gik jeg gennem vinteren med den faste overbevisning, at jeg jo egentlig var i gang med at træne. Bare det at planen lå i baghovedet, fik mig til at føle mig en smule mere opstrammet allerede, og selve øvelserne ville vel egentlig blot tjene som en finpudsning af det opnåede resultat.

Men jeg nøjedes skam ikke med at planlægge de fysiske strabadser: Lidt mere omtanke i forhold til, hvad jeg spiste, var naturligvis også en del af planen.
Nu fungerer jeg ikke så godt med detaljerede madplaner, så jeg gik bare ud fra devisen om at lukke munden - hvilket ikke faldt mig så svært, da jeg ofte har dage, hvor jeg egentlig ikke spiser så meget. Indtil det så bliver aften, og en plade chokolade sidder lige i skabet. (Marabou! Jeg forbander dig og din ”Fudge & Havsalt”) Men ihukommende, at jeg ikke havde voldædt i løbet af dagen, kunne en enkelt plade vel ikke trække ned i regnskabet, var jeg sikker på. Og jeg havde jo også mine træningsøvelser, som lå i baghovedet, hvor de gjorde underværker for min muskulatur.
Desuden var marts også kun et par dage gammel, der var stadig masser af tid, og mens jeg fordøjede chokoladen, så jeg virkelig frem til at komme i gang.

Samtidig ventede jeg også med at sortere grundigt i mit sommertøj, for når jeg nu blev strandklar og bikini-spændstig, kunne jeg helt sikkert passe det hele. De eneste ting, der røg ud, var de lidt for korte nederdele. Det er noget med alder og værdighed, og i mit tilfælde også noget med knæ: Mine er blevet mærkelige. De ser simpelthen ud, som om de har fået en omgang prygl, og det er ikke sjældent, folk bekymret spørger, om jeg er faldet. Jeg har ikke kunnet finde en træningsvideo for det, men måske er det også bare genetisk? (Note til mig selv: Spørg aldrende, kvindelige familiemedlemmer, om jeg må se deres knæ.)

Til gengæld er jeg voldsomt glad for min egen fremsynethed i forhold til placeringen af min tatovering: Da jeg for år tilbage fik tuschet en ret stor ugle, overvejede jeg et øjeblik, om den skulle sidde på siden af min talje. I dag er jeg stærkt begejstret for, at ugle sidder på min læg, og at den der kan ses i hel størrelse, uden at jeg skal løfte armene over hovedet og bøje overkroppen halvfems grader til den ene side. Ellers ville jeg også have skullet finde en fitnessvideo til udglatning af hudfolder, og det ville utvivlsomt have påvirket tidshorisonten.

Og således gjorde jeg mig klar til en sommer, hvor jeg som en anden sommerfugl skulle komme ud af min puppe: Opstrammet, spændstig og uhørt strandklar.
Det er så den sommer, vi er midt i nu. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt er der, hvor jeg havde forestillet mig, at jeg ville være. Dels er der ting ved min fysik, jeg nok ikke kan forbedre ved træning, herunder mærkelige knæ og tykke overarme.
Genetik kunne man ikke lave om på. Dels har Marabou lanceret en ”Creamy Bisquit,” og mod sådan en overmagt kæmper alle forgæves. Og så har jeg heller ikke lige fået set fitnessvideoerne. Eller trænet efter dem. Men heldigvis kræver det jo så lidt tid at opbygge strandklarheden, så det kan nås endnu.
Til sommeren 2020, i hvert fald. Helt sikkert.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 48 år gammel, har to sønner på 17 og 12 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme