søndag 26 maj 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Rend mig i højbedet

louise raaschou OKT 2015Overvejede at asfaltere hele matriklen efter læsning af havemagasiner

Så blev det endelig noget, der lignede forårssommer, og jeg skyndte mig naturligvis ud i haven for at suge D-vitaminer til mig. Tog nogle lækre magasiner med ”fif til havens skønne oaser” under armen - for inspirationens skyld og for ligesom at være at den type. Tog også kaffe og smøger med ud for ligesom at være mig selv. Og heldigvis for det: Efter endt læsning blev jeg nemlig nødt til at prygle de lækre magasiner mod havefliserne i adskillige minutter, og havde jeg ikke haft mine dulmende substanser ved hånden, havde jeg tabt sutten fuldstændig af arrigskab. For i stedet for at blive inspireret og komme i hokus-krokus hopla humør, gav de mig en følelse af ikke at slå til. Hverken som person generelt eller som haveejer i særdeleshed. Især ikke som haveejer: Selv folk uden have var bedre haveejere end mig.

For eksempel havde Miranda inde i byen kun en lille altan at gøre godt med, men sørme om det ikke var lykkedes hende at få klemt såvel store frodige planter som svævende blomsterkasser samt et højbed til jordbær ind. (Sidstnævnte på hjul så det snildt kunne give plads til mini-drivhuset.) Det hyggelige pude-sofa-hygge-hjørne optog resten af pladsen, og Miranda havde selv stået for at bygge, kreere og sy til den ”urbane frodighed” på 4. sal. Før jeg læste om Mirandas hjemmegjorte altan-Amazonas, havde jeg ellers følt mig ret meget i sync med mit udendørs areal. Jeg plantede nemlig tre klatreroser for nylig. En aldeles insignifikant indsats i forhold til Mirandas kunne jeg godt se, og i øvrigt heller ikke særlig vellykket, da to tredjedele af dem var gået ud efter den første uge. Derefter var jeg gået all in med særlig muldjord til roser, særlig gødning til roser samt intensiv vanding, når jeg huskede det. Især gødningen vakte stor begejstring hos uhygiejniske chihuahua, der med stor fryd rullede sig i det, mens roserne tilsyneladende var ligeglade. I hvert fald står der nu tre tørre grenplanter, som på ingen måde dækker de tre, vildt grimme metalstativer, jeg fik skruet solidt fast på husfacaden.

Men måske kan metalgitre bruges til lyskæder i stedet. Ifølge havemagasinerne er lyskæder nemlig en af de helt essentielle hyggeskabende elementer, hvis man vil ”forkæle venner med grill og kølig hvidvin på de lyse sommeraftener.” Det kræver ikke andet end en lækker havebaldakin omgivet af krukker med skønne blomster og et veldækket bord med sprøde salater i dekorative skåle. (En artikel der fik særlige hårde prygl mod havefliserne.) Og endelig lyskæder. Masser af lyskæder. Jeg ved ikke rigtigt med baldakinen . . . min erfaring med tekstiler i haven er begrænset til parasoller fra Jysk, som blæser væk ved det mindste vindpust og lander i naboens tulipanbed. Desuden har jeg jo grimme gitre på facade at hænge lyskæder på. Problemet er bare, at der kun er ét (1) udendørs stik, lokaliseret på den anden side af huset, og det ville kræve en helvedes masse havekrukker for at camouflere fem meter lange, knaldgule forlængerledning. De kunne så heller ikke stå ”tilfældigt rundt omkring for at skabe den poetiske stemning,” men ville nødvendigvis skulle stilles på én lang, upoetisk række ned gennem haven.

Nu findes der jo også mennesker, mindede magasinerne mig om, som hverken har adgang til have eller altan. Men bare fordi man ikke har sit eget område udenfor, er det ingen undskyldning: Mange har jo en lokal park i nærheden, eller ligefrem en sø, og der er intet til hinder for at slæbe havemøbler med derhen. Så kan man lave sin egen lille oase ved søbredden; stille et par krukker, slå parasollen op og bede de forbi løbende joggere om lige at give en hånd med, når lyskæden skal hænges op i træerne. Det er så ligetil og ikke spor akavet, og hvis ikke-ejere-af-nogen-som-helst-form-for-udendørs-areal kan løse manglen på den måde, hvad siger det så om mig?

En haveejer, som ikke engang husker at vande de nye klatreroser, er ikke alene en utilstrækkelig haveejer. Vedkommende må helt sikkert også være en utaknemmelig, utilstrækkelig haveejer. Som naturligvis heller ikke har sørget for, at der er blomster i haven til de daglige buketter. Ingen vilde grøftekantsblomster kan jeg hoste op med, ikke den mindste lupin, ikke en eneste vild valmue, og det er ellers den slags, der på den lækreste måde bringer naturen med indendørs. Sammen med smukke ukrudtsblomster, læste jeg mig til. Og undlod at straffe lige dén artikel. For da mit blik faldt på de ord, var der lige et øjeblik, hvor jeg hverken følte mig inkompetent eller utilstrækkelig. Hvor jeg kunne bryste mig lidt. For jeg har faktisk et pragteksemplar af kurveblomsten Taraxacum, den største og mest imponerende på hele vejen. Den skulle der passes på, besluttede jeg, det måtte ikke gå som klatreroserne.
Ilede derfor straks hen og vandede min mælkebøtte.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 48 år gammel, har to sønner på 17 og 12 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme