onsdag 12 december 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Alene hjemme

louise raaschou OKT 2015Der bor tre børn på matriklen, når det er halloween. På papiret er jeg det ældste

Godt så. Vinteren begynder officielt den første november, og jeg markerede dagen ved at rende rundt i indre by og ligne en farveblind subsistensløs. Åbenbart. I hvert fald var det et meget langt, mistænksomt blik, jeg fik fra damen bag disken på en fancy kaffebar. Først var jeg overbevist om, at hendes aversion skyldtes min manglende forståelse for kaffemenuen med dens ekstra shots og dobbelte shots og macchiato-skim-soya-lattes; senere gik det op for mig, at det nok ikke var tilfældet. Kvinden havde snarere reageret på min mærkelige, matte dry-look frisure og ikke mindst min grønne skilning. Sandsynligvis havde hun også lagt mærke til alle rifterne på mine håndrygge og de knækkede, småsnavsede negle. Vablerne på mine fingerspidser kunne hun umuligt have fået øje på. På den anden side: Da min mobil nægtede at genkende mit fingeraftryk, og jeg derfor måtte rode længe efter pung i tasken, kan væskefyldte blærer selvfølgelig også godt have spillet en rolle i helhedsindtrykket.

Mit langtfra velplejede udseende skyldtes, at det netop aftenen før havde været halloween; en gigantisk milepæl i årets gang her på matriklen. Vi er nemlig stærkt begejstrede, poderne og jeg og det i helt samme grad, alder gør ingen forskel. Det er så også her, problemerne opstår. For når den ene ud af tre top-ivrige halloweenfans samtidig er den, der er udstyret med dankort og bestemmelsesret og ingen stopklods, så er det ikke fornuften, der styrer foretagendet. Derfor var jeg da også helt på, da yngste pode luftede tanken om et fælles kostume til ham og nogle af vennerne: ”En kinesisk drage, mor!”
”Ja, sgudda, fed idé, søn!” Var min første, umiddelbare reaktion, og ingen nærmere overvejelser fik mig på andre tanker. Ikke engang det kloge råd fra en anden mor om at ’keep it simple,’ fik mig til lige at genoverveje projektet, næh nej: Hvor svært kunne det være, helt ærligt, jeg skulle vel bare bruge noget stof, en rulle hønsenet og lidt glimmer. Limpistol lå jeg allerede inde med, og det er faktisk meget få ting i denne verden, man ikke kan fikse med sådan en, har jeg nu altid ment.

Som tiden nærmede sig for den store aften, blev både yngste og jeg selv synligt spændt. Jeg, fordi jeg glædede mig til at klippe-klistre og allerede så for mig den cooleste drage, ikke meget ulig en prof-kinesisk en af slagsen. Yngste var nok mere anspændt end spændt. Adskillige gange spurgte han, om vi mon ikke skulle sørge for, at alle havde et back-up kostume, for han var bekymret for, at drage kom til at ligne en søpølse med horn, og sådan en ville han og vennerne altså ikke være så vilde med at traske rundt med i lokalområdet. (Det er alderen. Pludselig er det vigtigt, hvad andre tænker; i de yngre år havde søn gladeligt båret en potteplante rundt og sagt, at han var klædt ud som en vindueskarm.) Jeg beroligede aflægger med, at der var helt styr på dyret. Det ville blive den fedeste, kinesiske drage, der nogensinde var set i kommunen, og han kunne godt gå i gang med at øve sig i at spy ild.

Jeg løj absolut ikke for min søn. Jeg var så småt begyndt på dragekroppen og den sidste aften inden halloween, manglede der faktisk ikke så frygtelig meget. Højest et par timers sjovt arbejde, anslog jeg. Et fejlskøn, skulle det vise sig. Selv blev jeg opmærksom på fejltagelsen, da jeg klokken et om natten stod med en mærkelig skæv og flad skabning, som ikke, selv med den bedste vilje hos to-årige, kunne opfattes som en drage. Måtte begynde helt forfra og revurdere tidsplan. Da yngste pode vågnede om morgenen, var jeg for længst holdt op med at revurdere tidsplan. Jeg havde opgivet ikke at få den glohede, smeltede lim fra limpistolen på mine fingre, og havde fuldstændig droppet at tage forsigtigt fat om spidse ender af hønsenet. Og det var mange timer siden, jeg havde lagt mærke til, om jeg fik maling på tøjet, kom til at snitte mig på hobbykniven, eller at flamingopap og afklippede hønsenet-stumper lå ud over hele stuegulvet. Til gengæld lå der nemlig også en ret så fin - pyt, jeg siger det selv - en super flot, kinesisk drage og smilede til søn. Som grinte lykkeligt tilbage.

Okay. Måske tog det så lidt overhånd i år. Altså, ikke mit grønne hår, det var helt bevidst, jeg var bare ikke klar over, at den sidste del af farven skulle slides af. Men dragen var muligvis en kende for ambitiøs, kan jeg godt se nu. Jeg håber bare, at jeg husker det. Virkelig. Det er klart, at hvis yngste pode om et par uger begynder at snakke om en trojansk hest til næste års halloween, så bliver svaret blankt nej. Men bringer han det først på bane om ti måneders tid, så er det ikke sikkert, min langtidshukommelse slår til. Jeg har jo også stadig næsten en hel rulle hønsenet . . .

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme