Kulturborgmesteren snorksover, mens det frivillige initiativ dør
I en gammel busgarage på Amager, Yderlandsvej 4, foregår der for øjeblikket et fantastisk socialt arbejde for børn og unge.
Amager Boxing Club, som blev etableret i August 2020 og åbnede 6 maj, har skabt en platform for børn og unge i lokalsamfundet, hvor de kan være en del af et positivt fællesskab.
Ofte er klubben det eneste alternativ til flakken rundt på gaden uden målsætninger, og med risiko for, at træde ved siden af.
Bokseklubben har allerede 75 medlemmer, hvoraf 45 er aktive i alderen 10-25 år. I august forventes det at klubben passerer 100 medlemmer. Klubben drives af ildsjæle, bl.a. Melfin C. Franco og hans hustru. Der foregår kort sagt et idrætsligt, socialt arbejde i den nye klub, som aflaster Københavns Kommune for mange problemer, samtidig med, at de unge med boksetræning og kampe får en meningsfuld fritid. Og gode rollemodeller at se op til.
Desværre ser det ud til, at disse social- og idrætslige bokseaktiviteter er truet. Lejemålet for bokseklubben gælder kun året ud. Ingen har villet hjælpe. Desværre. Hvad pokker har vi egentlig en kultur- og idrætsborgmester til, når der ikke er interesse for at løse åbenbare vigtige problemer på området?
Amager Boxing Club har forgæves ledt efter et nyt træningslokale, bl.a. på Autoværkstedet på Kofoed Skole. Et oplagt nyt træningssted, som for øvrigt vil kunne skabe et stort potentiale, for at kunne vokse mere i lokalsamfundet.
Jeg synes, at der er for lidt fleksibilitet i København. Og også manglende forståelse for, hvad vi som kommune skal satse på.
Jeg har nu boksetrænet med de unge mennesker flere gange - og det står mig helt klart, at jeg og mit parti selvfølgelig vil kæmpe for bokseklubbens overlevelse. Derfor stiller DF forslag i Borgerrepræsentationen 19. august, om at der skal sikres et initiativ, så klubben bliver hjulpet med at få nye lokaler fra 2022.
Det er åbenbart nødvendigt, at rejse sagen, og jeg håber virkelig, at “socialt bevidste partier”, som de ynder at kalde sig i skåltaler og ved festlige lejligheder, ikke nøjes med tomme ord, men bakker DF’s forslag op, så vi redder det sociale og idrætslige arbejde i bokseklubben. Alt andet vil være en katastrofe.
DF rejser for øvrigt også sagen ved de kommende budgetforhandlinger. Selvfølgelig støtter DF de unge, hvoraf en del af dem, faktisk er utilpassede unge.
På billedet ses fra venstre Sebastian, Melfin C. Franco (medstifter af Foreningen Amager Boxing Club) samt Cecilie W. Kristensen.
idræt, unge, cecilie winther kristensen
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 2996