onsdag 12 december 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 DEBAT

Folketinget vil underminere fredninger

kalvebodFælled OnlineNaturfredninger skal beskytte naturområder mod byggeri. De skal i høj grad beskytte naturen mod økonomiske interesser i at bygge i naturområder. Det er derfor et angreb på naturfredninger, at en række partier nu planlægger at ophæve tre fredninger på Amager og i Sydhavnen ved lov, fordi de vil skaffe penge til By&Havn

Det er ikke grøn politik. Det er at underminere fredninger. Der er i stedet brug for at beskytte natur. Vi har brug for at styrke biodiversiteten. Vi har som mennesker også brug for natur – og i høj grad også i byerne.
Havde det være privat personer, der havde ageret som partierne i Folketinget nu planlægger, ville vi uden tøven have betegnet det som selvtægt. Partierne vil muliggøre et bolig- og erhvervsbyggeri, der kan indbringe By&Havn 1,9 mia. kr. By&Havn er statens og kommunens eget byudviklingsselskab. Det gør de selvom de ved, at det er imod alle principper for naturfredning. Det er ikke i orden.

Folketinget burde i respekt for lovgivningen sende sagen tilbage til kommunen og bede kommunen om at søge områderne affredet gennem regler i den gældende naturfredningslovgivning.
Det kan være legitimt, at Folketinget i ganske særlige tilfælde ophæver fredninger ved lov. De særlige tilfælde forudsætter, at der er tungtvejende samfundsinteresser, som nødvendiggør, at fredningen ophæves. Det kunne f.eks. være en motorvejs gennemførelse. I praksis er det derfor kun sket helt undtagelsesvist. Det er absolut ikke tungvejende i naturfredningen, at stat og kommune vil have penge til et selskab som By&Havn.
De tre områder er et område på Lærkesletten i den sydlige del af Amager Fælled. Det andet ligger lige ved Selinevej på Kalvebod Fælled syd for Sjællandsbroen. Det tredje er Stejlepladsen ved Fiskerhavnen også lige syd for Sjællandsbroen med på Sjællandssiden. 

Alle tre områder rummer hovedsagligt almindelig natur. Deres værdi er i høj grad at være en del af et samlet naturområde. Nogle politikere begrunder deres indgreb med, at områderne har såkaldt lav naturværdi. Alle områder rummer imidlertid mulighed for, at naturværdien vil øge med tiden. Lige som det er sket på store dele af Amager Fælled. I fredningen er der i høj grad lagt vægt på, at fredningsområderne skal have være rekreative områder for københavnerne. Bebygges de vil det derfor være et alvorligt indgreb i den rekreative funktion. Det vil være et indgreb i den - for København - helt væsentlige og store grønne kile ind i København, som Kalvebod og Amager Fælled er en del af.

De tre områder er kommet i spil efter, at kommunen har opgivet et boligbyggeri på strandengen på Amager Fælled – et område med en unik natur. Det var et By&Havns areal. By&Havn hævder, at de dermed mister en indtægt på 1,9 mia. kr. By&Havn har dog ikke villet fremlægge, hvordan de er kommet frem til det beløb. By&Havn havde i deres regnskab værdisat byggegrunden på strandengen til 422 mil. kr. Kommunen hævder imidlertid, at de skylder By&Havn 1,9 mia. kr.

De tre arealer, hvor kommune og stat nu vil ophæve fredningerne ved lov, skal derfor give By&Havn en indtægt på 1,9 mia. kr.
Danmarks Naturfredningsforening vurderer, at kommunen ville få et klart nej til affredning, hvis de fulgte loven og søgte affredning gennem fredningsnævnet. En affredning – med indtjening som grund - vil være imod grundlæggende principper i fredningslovgivningen.

Hvis partierne ophæver fredningerne for de tre områder, udviser de en manglende etik for, hvordan man som lovgiver bør agere. Folketinget bør have respekt for den lovgivning, partierne selv har været med til at vedtage. Den skal vi som borgere rette os efter. Det bør partierne også.

De partier, der mener at have en grøn politik, må se i øjnene, at mange borgere vil have svært ved at se den grønne farve i deres politik, hvis det ophæver fredningerne ved lov.

Vi håber, at politikerne opdager, hvor alvorligt et overgreb de er i gang med, og derfor opgiver at ophæve fredningerne ved lov. Begynder man at tillade det, så vil fredninger få markant mindre værdi for naturen. Ophæver Folketinget de tre fredninger ved lov, er det derfor en underminering af fredningslovgivningen. Den vil godt nok stadig være der, men noget vaklende.

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme