mandag 19 november 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader                    BUSINESS

Til kodecafé for kvinder på ITU: ”Der er meget girlpower i det”

ITU onlineFem mandage i træk tropper kvindelige gymnasieelever op til Coding Café på IT-Universitetet for at lære om grundlæggende programmering og snuse til mulighederne i tech-branchen

 ・Det er en mandag aften i oktober, og skoledagen er for længst forbi. Alligevel er koncentrationen tårnhøj på ITU’s anden sal, hvor godt 20 kvindelige gymnasieelever er i gang med at kode et lille program til at bestille flybilletter i programmeringssproget JAVA, som de netop er blevet introduceret til. Der er også java på kanden og hyggen er i top.

I dag er fjerde undervisningsgang ud af fem. De foregående mandage har budt på introduktion til robotter, kodning af hjemmesider i HTML og JavaScript. Men også rundvisning på IT-Universitetet, introduktion til studiemiljøet og oplæg fra kvinder, som har gjort karriere i it-branchen.

Coding Café går ud på at give gymnasiekvinder en introduktion til programmering og måske inspiration til at vælge en it-uddannelse, og de fleste af deltagerne har da også meldt sig til for at blive klogere på, om softwareudvikling er noget for dem.  

“Jeg har altid syntes, at det med at kode lød interessant, så det er mega fedt endelig at finde ud af, hvad det egentlig er,” siger 19-årige Annika, som går i 2.g. på Roskilde Katedralskole. ”Jeg kan godt lide, at der er noget udfordring i det, og at man kan se resultatet af det, man koder med det samme. Det er svært, men ikke så svært, som jeg troede. Man lærer det jo henad vejen.”

Hun er især glad for, at cafeen kun er for kvinder.

”Jeg synes det er rigtig fedt, at det kun er for piger. Det er hyggeligt at møde nogle med samme interesser, og godt hvis der kan komme flere piger ind i it-branchen,” siger Annika.

Samme opfattelse har Liva, der har meldt sig til Coding Café for bedre at forstå teknologien, få nogle konkrete ’skills’ og være mere selvkørende i forhold til det digitale.

”Jeg synes, der er meget girlpower i det – jeg ser det som en fed ting, at det er for kvinder. Grunden til, at det er for kvinder, er jo, at der ikke er så mange kvinder i it,” siger hun.

Undervisere man kan se sig selv i
Til Coding Café møder kvinderne fire kvindelige og (næsten) jævnaldrende undervisere, som alle læser på ITU’s bacheloruddannelse i Softwareudvikling. Underviserne starter helt fra bunden og tager sig god tid til at forklare det, der er svært – Coding Café kræver nemlig ingen erfaring med programmering.

”Jeg tror helt klart, at kvinderne har lettere ved at stille spørgsmål til os, fordi vi var samme sted som dem for bare et år siden, da vi startede på studiet. Og så kan de nok se sig selv i os. Både fordi vi er kvinder, og fordi vi er unge, som kan snakke om fredagsbaren og de hyggelige ting på studiet,” siger Melissa Marcher, som er på andet år af Softwareudvikling.

Ligesom de tre andre undervisere havde Melissa ikke prøvet at programmere, inden hun startede på studiet. På introkurset blev hun inspireret af at møde ældre, kvindelige studerende. Derfor vil hun gerne være med til at give de lidt yngre kvinder mod på at kaste sig ud i it-verdenen.

”Jeg synes, at det er supervigtigt at vise pigerne, at de også kan,” siger hun.

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.