søndag 21 oktober 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 ørestad

Nyt grønt område i Ørestad City

hannemanns park visualEt 7000 kvm. stort område foran Rambøll skal omdannes til en grøn oase - Hannemanns Park

• Parken med bænke og 300 nye træer bliver anlagt foran Rambølls domicil i løbet af det næste halve år. Rambølls stifter Johan Hannemann, der sammen med Børge Rambøll stiftede virksomheden i 1945, lægger navn til parken, og det bliver Rambølls egne ingeniører og landskabsarkitekter, der skal stå bag de arkitektoniske streger i projektet.
De vil bl.a. anlægge en 'rensebiotop', der opsamler regnvandet fra det flisebelagte areal foran domicilet i et bed med specialdesignet muld, som kan rense vandet for tungmetaller og miljøfremmede stoffer, inden det ledes ud i kanalen.

Vind og støj bekæmpes
Men områdets største udfordringer, som Rambølls ingeniører og arkitekter skal løse, er den dominerende sydvestenvind, der kan skabe kastevinde på pladsen, samt støjen fra motorvej, metro og kystbanen.
”Støjen og vinden får ikke nok modspil”, siger Neil Hugh Mclean Goring, der er Rambølls projektleder for parken. Han forklarer at Rambøll vil løse udfordringerne med bevoksning. Korrekt placeret vil træerne skærme for vinden og reducere vindhastigheden betydeligt.
hannemanns park spadestikVed hjælp af beplantning og opholdsområder skal lydbilledet ændres, så det rummer bladenes raslen, fuglekvidder, vandets rislen fra kanalen og snakkende mennesker.
”Man maskerer så at sige støjen fra de store trafikstøjkilder med andre mere behagelige og naturlige lyde, og reducerer på den måde, hvordan de generende, højfrekvente lyde i området opleves,” forklarer Neil Hugh Mclean Goring, som har taget Rambølls Virtual Solutions Lab i brug, da det nye lydbillede på pladsen skulle analyseres og skabes. Desuden vil beplantningen bidrage til at arealet kan understøtte den biodiversitet, der ofte bliver glemt i udviklingen af vores byer i dag.

Kan åbne til foråret
Mandag blev de første spadestik taget af bl.a. Adm. direktør Anne Skovbro fra By & Havn samt koncernchef Jens-Peter Saul fra Rambøll.
”Med projektet viser vi, hvordan en grøn, naturbaseret byudvikling kan sikre og styrke den fortsatte by- og livskvalitet i Ørestad, som er under rivende udvikling. Vores ambition er at skabe et smukt og indbydende åndehul, der er attraktivt, trygt og værdifuldt for borgerne,” siger Jens-Peter Saul.
Projektet forventes at stå færdigt i foråret 2019. Det er støttet af Rambøll Fonden og Rambøll samt By & Havn, og udvikles i samarbejde med Metroselskabet, Malmos, Ørestad’s Grundejerforening, Vandlaug og By & Havn. 

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.